ALFA LAVAL KOLDING A/S SKRIVER AFTALE MED KOLDING IF
Den førende globale leverandør af førsteklasses produkter inden for væskehåndtering bliver en tæt samarbejdspartner i Kolding IF.
Samarbejdet tager udgangspunkt i et stærkt ønske om at bidrage lokalt, og sikrer Alfa Laval Kolding A/S mange medarbejdere adgang til gode oplevelser, – og bidrager samtidig til den fortsatte udvikling af Koldings førende sportsbrand.
Alfa Laval er Koldings største private arbejdsplads – og de brænder for både at udvikle og producere innovative bæredygtige produkter og løsninger, der øger konkurrenceevnen og produktiviteten hos deres kunder i forskellige industrier over hele verdenen. Lokalt i Kolding tager de et aktivt ansvar ved at indgå det tætte partnerskab med Kolding IF, og det glæder Adm. direktør Bjarne Søndergaard. Han siger:
”Vi har stor respekt for Kolding IFs ambitiøse og professionelle facon, og vi synes de er nogle fremragende ambassadører for vores by. Med denne aftale ønsker vi at bakke op om klubbens fortsatte udvikling, og være med til at skabe et godt sportsligt miljø for fodbolden i Kolding.”
Aftalen indebærer stor LED reklame til Alfa Laval til både herrernes og kvindernes kampe på Autocentralen Park, og så giver den både de ansatte tilgang til billetter og erhvervsnetværk. Salgschef i Kolding IF, Marcel Mensel-Legald kan ikke vente med at skyde aftalen i gang. Han fortæller:
”Signalværdien i at Koldings største private arbejdsplads nu også stiller sig bag os er vigtig for klubben. Vi har alle et ansvar for den by vi lever i, og det at Kolding IF og Alfa Laval A/S nu slår fælles fodslag, det er at tage ansvar sammen.”
Hele Kolding IF ønsker at rette en varm TAK til Alfa Laval A/S for det tætte samarbejde. Klubben glæder sig til mange gode oplevelser på Autocentralen Park.
#ViErKolding #SammenSkaberViHistorie