CAMILLA MØLLER LARSEN BLIVER NY KOMMUNIKATIONSCHEF I KOLDING IF
Kolding IF opruster på kommunikationsfronten, hvor Camilla Møller Larsen bliver ny kommunikationschef. Camilla er allerede en essentiel del af klubben på flere områder, herunder kommunikationen, nu skal hun rette fuld fokus på kommunikation og løfte klubben til ny højde.
Hendes indsigt i klubben strategi for kommunikation, kombineret med generel kommunikationserfaring, gør hende til den helt rette, til at drive klubbens kommunikationsstrategi fremad.
“Camilla har igennem næsten 4 år været en del af organisationen, og i den periode vist en enorm dedikation og commitment til klubben, samt vist hendes stærke kompetencer, det er derfor helt naturligt at give hende det samlede ansvar for kommunikationsområdet. Hun har særlig et skarpt blik for fortælling og detaljer og en dyb forståelse for den kultur, vi er i gang med at bygger op i Kolding IF,” siger Frederik Lund, teknisk chef i Kolding IF.
Camilla får det overordnede ansvar for klubbens kommunikation – med fokus på sociale medier, ekstern kommunikation, strategisk formidling og branding.
“Jeg glæder mig virkelig over at få lov til at tage ansvaret for kommunikationen i Kolding IF. Det er et spændende projekt, klubben har gang i – både på og uden for banen – og det bliver en fornøjelse at være med til at formidle det videre. Jeg ser frem til at bidrage til den fortsatte udvikling,” siger Camilla.
Kolding IF har gennem de seneste år investeret markant i både faciliteter, talentudvikling, den sportslige sektor og den overordnede organisation, og ansættelsen af en kommunikationschef er et vigtigt skridt i klubbens strategiske udvikling.