
DANSK TRANSPORT EMBALLAGE BLIVER EN DEL AF KOLDING IF – ET STÆRKT PARTNERSKAB FOR FREMTIDEN!
Med over 30 års erfaring er Dansk Transport Emballage (DTE) en virksomhed, der besidder et omfattende knowhow og netværk indenfor genanvendelig transportemballage. Virksomheden leverer transportemballage i verdensklasse til flere industrier indenfor såvel den private som offentlige sektor og har opbygget et solidt netværk af europæiske underleverandører med stærke brands.
Fra hovedkontoret i Hammelev fungerer DTE således som grossist for en række internationale partnere – men styrker nu også sit lokale engagement gennem et nyt og spændende samarbejde med Kolding IF. Administrerende direktør Michael Gabelgaard Minke uddyber:
“Der er mange gode grunde til, at vi engagerer os i Kolding IF. Først og fremmest er vi begejstrede for det nye stadionprojekt og ser frem til at deltage i en række spændende arrangementer. Samtidig er det en fantastisk mulighed for at aktivere vores medarbejdere og give dem nogle unikke oplevelser i en inspirerende ramme.”
Som en del af samarbejdet bliver Dansk Transport Emballage synlig på klubbens nye LED-reklamer, og de får samtidig adgang til det stærke erhvervsnetværk i Fynske Bank Loungen og Mediator Loungen.
Klubbens kommercielle ansvarlige, Michael Flyvholm, ser ligeledes frem til samarbejdet:
“Dansk Transport Emballage er en dygtig og kompetent virksomhed, som vi er stolte over at byde velkommen i vores netværk. Med deres ekspertise og innovative tilgang til emballage er vi sikre på, at vi sammen kan skabe masser af gode oplevelser – både på og uden for banen.”
Men Dansk Transport Emballage er meget mere end en stærk forretningspartner. Virksomheden har et dybt forankret fokus på bæredygtighed, og FN’s Verdensmål og ESG er en naturlig del af deres strategi. De har i årtier arbejdet aktivt med at genanvende plastprodukter – og netop det ansvarlige mindset er også en drivkraft bag samarbejdet med Kolding IF.
“Ansvarlighed er en kerneværdi i vores virksomhed, og det samme gælder for vores samarbejde med Kolding IF. Vi vil gerne bidrage til klubbens fortsatte udvikling – både på eliteniveau og i bredden,” siger Michael Gabelgaard Minke.
Fra hele Kolding IF lyder en stor TAK til Dansk Transport Emballage for at bakke op om klubben.
Læs mere om vores nye samarbejdspartner her.
#ViErKolding