EMMA VELANTANLIC TAKKER AF I KOLDING IF

Efter mere end 100 kampe i Kolding-trøjen er tiden kommet til, at Emma Veletanlic spiller sin sidste kamp for Kolding IF.

Hun har haft hele sin fodboldopvækst i Kolding og udviklet sig til en markant profil, men nu har hun valgt at søge nye udfordringer.

Emma sætter selv ord på beslutningen:
“Efter mere end 100 kampe for Kolding IF er det et vemodigt, men også rigtigt tidspunkt for mig at sige tak for denne gang. Jeg er en ægte Kolding-pige, og klubben vil altid have en helt særlig plads i mit hjerte. Jeg er dybt taknemmelig for alle oplevelserne, menneskerne og den opbakning, jeg har fået gennem årene. Nu har jeg valgt at søge nye veje og udfordringer. Af hele mit hjerte tak til holdkammerater, trænere, stab, frivillige og fansene for at have været en del af min rejse – det vil jeg tage med mig videre.”

 

Head of Women’s Football, Kasper Mayland, sender varme ord med på vejen:
“Emma Velantanlic er en rigtig Kolding-pige, som gennem flere år har bidraget markant til klubben. Hun nåede at runde 100 kampe for Kolding IF – et imponerende tal i så ung en alder – og det understreger den store rolle, hun har haft hos os. Emma har udviklet sig til en stærk stopper og har i sine seneste perioder vist et naturligt lederskab i truppen. Vi vil gerne takke Emma for hendes indsats og engagement og ønsker hende alt det bedste i hendes videre karriere.”

Kolding IF takker Emma for hendes dedikation, loyalitet og store aftryk på klubben, og ønsker hende held og lykke på den næste del af rejsen.