ET KNEBENT NEDERLAG I HORSENS FREDAG AFTEN
Kolding IF måtte fredag aften tage tomhændede hjem fra Nordstern Arena i Horsens, efter en kamp hvor holdet ellers lagde stærkt fra land og i store dele af kampen var dominerende på både spil og chancer.
De første 20 minutter var præget af stor Kolding-dominans, og Casper Jørgensen fik bolden i nettet – desværre blev scoringen annulleret for offside, trods tvivl om kendelsen. Kort efter havde Sterling Yatéké to store chancer kort efter hinanden, men AC Horsens-målmand Matej Delac kom i vejen ved begge forsøg. Hjemmeholdet fra Horsens fik mere fat i spillet midtvejs i halvlegen, men uden at blive for alvor farlige. I det 34. minut fik Kolding endelig hul på bylden, da Magnus Saaby sendte bolden i kassen med et velplaceret skud fra feltkanten efter en dominerende periode fra Kolding-mandskabet. Kolding fortsatte med at trykke på frem mod pausen og gik til halvleg med en 0-1 føring.
Anden halvleg fik dog en vanskelig start for Kolding IF, da AC Horsens var effektive med to hurtige mål i 47. og 53. minut, som vendte kampen på hovedet. Kampen udviklede sig derefter til en fysisk og intens affære med mange dueller og chancer i begge ender. Der var optræk til store chancer og Kolding IF skabte flere gode muligheder, men manglede den sidste skarphed i de afgørende situationer i felterne og måtte derfor se sig slået af AC Horsens.
Kampfakta:
AC Horsens – Kolding IF 2-1 (0-1)
Mål:
33′ min Magnus Saaby (Kolding IF)
47′ min Frederik Brandhof (AC Horsens)
53′ min Sebastian Pingel (AC Horsens)
Advarsler:
AC Horsens: Frederik Roslyng (37′), Alagie Saine (60′)
Kolding IF: Casper Jørgensen (93′)
Tilskuere: 1.786
Næste kamp er allerede på fredag d. 1. august kl. 19:00, hvor vi hjemme på Autocentralen Park tager imod HB Køge.
Du kan købe din billet til fredagsopgøret lige her: https://shop.kolding-if.dk/