FANSCENEN VOKSER I KOLDING – ENDNU EN FANGRUPPE SER DAGENS LYS

Der er sket meget på fanscenen i Kolding de seneste år. Den stigende interesse for Kolding IF har også kunnet mærkes af de etablerede fangrupper. For nyligt er der blevet etableret endnu en fangruppe på den anden side af Storebælt, Slice Club CPH, som man i aften for første gang vil kunne møde til pokalkampen mod BK Frem.

I denne artikel kan du blive klogere, hvilke fangrupper, der er. Derudover kan du få et indblik i, hvad de arbejder med, samt lære den nye fangruppe Slice Club CPH lidt bedre at kende.

KIF Support

KIF Support er den ældste fangruppe i Kolding. Fangruppen har stået ved klubbens side gennem mange op- og nedture, og gør det fortsat. De har om nogen også oplevet den voksende opbakning til klubben, de seneste år.

Fangruppens fokus ligger i at skabe stemning til kampene og få lavet stemningsafsnittet bag målet så godt som muligt. Derudover kæmper de også for at få flere med til at deltage aktivt i stemningen i samarbejde med Sektion 1895. Kenneth Rasmussen, der er formand i KIF Support, fortæller, at man tydeligt mærker et godt samarbejde med klubben.

”Klubben har altid bakket op om KIF support, og vi har et kanon godt samarbejde,” fortæller Kenneth Rasmussen, formand for KIF Support.

Kenneth Rasmussen har selv været med siden starten og har set med egne øjne, hvordan fanscenen i Kolding er vokset.

”Vi har kun oplevet en positiv udvikling. Det går kun en vej, og det er fremad”, siger han om fanscenens udvikling de senere år i Kolding.

Kenneth Rasmussen appellerer derudover til, at man tilslutter sig de stemningsaktive for på bedst mulig måde at bakke op om holdet.

Det er ikke vigtigt, om man er 10 eller 70 år i KIF Support. Der er plads til alle. Det er fællesskabet, der er i højsædet, og der er i fangruppen et enormt sammenhold om fodbolden og om Kolding IF.

”Om man er med i den ene eller den anden gruppe er ikke vigtigt for mig, for vi arbejder på kryds og tværs som én. Sektion 1895 er måske mere for de unge og så er vi mere de gamle, selvom vi har folk med i alle aldersgrupper,” siger Kenneth Rasmussen.

Hvis du vil vide mere om KIF Support kan du følge med på deres facebookside

 

 

Sektion 1895

Sektion 1895 blev etableret for et år siden. Den har siden sin begyndelse haft et stort fokus på at skabe et visuelt udtryk på tribunen, samt en vokal som spillerne kan mærke.

”Vi gør et stort arbejde i at forsøge fylde meget, selvom vi ikke er flere hundrede mennesker. Det forsøger vi at gøre med bannere, flag og vokal,” fortæller medstifter og capo Benjamin Schmidt.

Derudover har fangruppen et stort fokus på at få så mange til kampene som muligt for at kunne levere den bedst mulige stemning og skabe en kulisse, som spillerne sætter pris på.

Den store indsats kommer også til at sætte sit præg på stemningen til pokalkampen mod BK Frem. Her har den unge gruppering printet sangtekster ud, og været med til at arrangere busser samt at reklamere for dem for at få så mange fans med til kampen som muligt. Det er medvirkende til, at der til kampen venter spillerne en flot hvid-blå kulisse, når de løber på banen.

Fangruppen henvender sig til de yngre fans, som ønsker at være med til at bære spillerne frem ad banen. De har selv mærket at vokse og blive større siden gruppen startede.

”Vores gruppe er et år gammelt, og vi startede 3 mand, hvor vi nu er 15-20 hver kamp, og vi jagter stadig større tilslutning af mænd og kvinder der vil bidrage til stemningen,” uddyber Benjamin.

Sektion 1895 oplever desuden også et godt samarbejde med klubben omkring at forbedre fanscenen i Kolding.

”Vi i Sektion 1895 har et meget tæt samarbejde, og vi har ofte møder, hvor vi snakker om, hvad der kan gøres bedre, og hvad begge parter kan gøre for at bidrage til stemningen,” slutter Benjamin Schmidt.

Vil du se mere om Sektion 1895 kan du følge med på fangruppens instagram

 

 

Slice Club CPH

Denne fangruppe er den yngste. Faktisk så ung, at den ikke er mere end en uge gammel, når de står på lægterne til pokalkampen, hvor vi brager sammen med BK Frem.

Gruppen blev stablet på benene, da Mikkel Johannsen efter at være flyttet til København savnede et bindeled tilbage til Kolding. Han så kampene Kolding spillede på Sjælland, men savnede fællesskabet som han havde i Kolding, når han så kampene med sine venner.

”Det er også tænkt for at skulle udvide Kolding IF fankultur og skabe incitament til, at hvis der skulle sidde Kolding-fans i eksempelvis Aarhus eller Aalborg, at man så kan lave sin egen fraktion,” fortæller Mikkel.

Fangruppen er som navnet antyder en fangruppe for alle Kolding IF-fans som er bosat i eller omkring København. Ung som gammel. Etableringen af gruppen er sket med et håb om at samle Koldingensere, som stadig ønsker at bakke op om holdet, på trods af distancen til Autocentralen Park.

Mikkel Johannsen, som er medstifter af Slice Club CPH, fortæller, at ambitionen er at kunne skabe et fællesskab omkring Kolding IF, selvom man er bosat i den anden ende af landet. På lang sigt, drømmer han om at kunne blive 30-50 medlemmer og sammen drage mod Autocentralen Park og slutte sig til stemningen med de andre fans og fangrupperinger. Dog er ambitionen på kort sigt mere lavpraktisk.

”Hvis vi kan være 5-10 personer som vil se en kamp på Sjælland eller en hjemmebanekamp på en bar i København, det synes jeg vil være en god start. Så kan man tage de første skridt mod at få dannet et fællesskab, hvor man mødes og sætter nogle ting i gang,” siger Mikkel Johannsen

Slice Club CPH har på trods af sin korte levetid allerede oplevet stor opbakning og er blevet budt velkommen af de andre fangrupper samt klubben.

Når der i aften er pokalkamp mod BK Frem, vil det være den første kamp som etableret fangruppe, så kom og mød den nye fraktion.

Du kan følge Slice Club CPH’s aktiviteter og meget andet på instagram

Mads Holm-Søberg, der er Head of Fan- & Clubengagement i Kolding IF, byder den nye fraktion velkommen og ligger ikke skjul på, hvor vigtige fansene og fangrupperne er i Kolding IF.

”Kolding IF’s fans betyder alt. De skaber stemning, energi og yder en uvurderlig støtte, der løfter både spillere og klub. Det er derfor et stort skridt for klubben at have fået en dedikeret fanfraktion på Sjælland, som understreger Kolding IF’s stigende tiltrækningskraft og udvider fællesskabet langt ud over Koldings grænser. Slice Club CPH samarbejder tæt med klubben samt de to etablerede fraktioner, Sektion1895 og KIF Support, som i mange år har gjort, og trofast gør et enestående stykke arbejde for at styrke Kolding-fanscenen.

Med et stærkt samarbejde på tværs af alle parter vil vi i fremtiden farve landet hvidt og blåt—uanset, om vi spiller ude eller hjemme,” udtaler han.