HALVVEJSSTATUS PÅ A-LIGA SÆSONEN

Efter syv kampe i Ligaen har vi nu mødt alle hold én gang, og dermed kan vi gøre status over første halvdel af sæsonen.

Holdet står noteret for 8 point ud af 21 mulige, hvilket giver et pointgennemsnit på 1,14 pr. kamp. Offensivt har vi vist os stærke – vi har scoret fjerdeflest mål i rækken, på niveau med de danske mestre fra Fortuna Hjørring.

Individuelt har vi også markeret os. Mai Wendicke topper rækkens topscorerliste med hele 6 mål i 7 kampe, hvilket understreger hendes betydning for holdets offensiv.

Cheftræner Lasse Skovhøj er også tilfreds med første halvdel af sæsonen:

“Vi har sat en klar retning, og ved at vi både kollektivt og individuelt kan tage store skridt, hvis retning er klar og tydelig. Vores unge spillere er blevet mere tilpasset tempoet i ligaen, og det vil løfte både den enkelte og helheden. Vi ved, at præstationerne kan svinge, men vi er trygge i processen, fordi den hele tiden bevæger os fremad.”

Debutanter i A-Ligaen

Efter sommerens transfervindue, hvor vi både har fået nye spillere ind udefra og givet plads til flere unge talenter fra vores eget akademi, har flere taget deres første skridt for Kolding i A-ligaen denne sæson.

Det gælder:

  • Camille Larsen (fra Brøndby IF)

  • Amalie Lund (fra FC Midtjylland)

  • Andrea Thierry (fra FC Midtjylland)

  • Mille Ahrenholt (Fra AGF)

  • Asta Kynde (Fra eget akademi)

  • Frederikke Ludvigsen (Fra eget akademi)

Disse spillere er gode eksempler på den talentudvikling, som vi arbejder målrettet med i klubben. 


Cheftræner Lasse Skovhøj er glad for det fundament der er blevet lagt i truppen:

“Vi har skabt en trup, hvor der er en god blanding af nye spillere og en stærk kerne. De nye har bidraget med kvalitet, energi og konkurrence, mens helheden er blevet stærkere. Vi står med en gruppe, der både kan udvikle sig og levere resultater nu og her.”

Pokaleventyr med målfest

Også i Kvindepokalen har vi vist vores styrke. I de to første runder har vi vundet sikkert – først med 13-0 over Bramming Boldklub, siden med 11-0 over Svogerslev BK.

Her har der også været plads til nye debutanter:

  • Ella Nordentoft

  • Maja Sartor

  • Karina Stachowiak

  • Marie Dahlmann

  • Laura Sofie Johansen

  • Cecilie Gaulshøj Kristensen

Samtidig har flere af liga-debutanterne også været i aktion her.

Aldersgennemsnit

Et andet interessant perspektiv er holdets lave gennemsnitsalder på blot 19,6 år, beregnet ud fra de spillere, der har fået spilletid. Det placerer os blandt de yngste trupper i rækken.

Cheftræner Lasse Skovhøj ser positivt på næste halvdel af sæsonen:

“Første del af sæsonen har vist, at vi hører til på dette niveau. Vi har et enkelt udsving, men ellers har vi vist at vi kan matche alle, og ved at gøre det på vores måde. Det giver et stærkt fundament at arbejde videre på, hvor vi også har vundet de kampe vi er favoritter i.”

Du kan allerede se kvinderne i aktion igen i morgen, hvor Fortuna Hjørring kommer på besøg. Køb din billet her: https://shop.kolding-if.dk/kampe