JOACHIM ROTHMANN STOPPER KARRIEREN

Joachim Rothmann kom til Kolding IF tilbage i vinterens transfervindue, men nu venter der nye udfordringer for angriberen, der har valgt at indstille karrieren efter denne sæson.

Efter flere forskellige skader og længere tids overvejelser, er beslutningen nu truffet. Joachim kan se tilbage på en flot karriere med bl.a. 35 Superliga-kampe for FC Nordsjælland på CV’et, men desværre er det kun blevet til to kampe i Kolding-trøjen.

⁠”Det er altid enormt trist, når en ung spiller er tvunget til at stoppe karrieren på grund af skader, og i tilfældet med Joachim, hvor vi snakker om en rigtigt god fyr med et indiskutabelt stort talent, er det selvfølgelig ekstra vemodigt. Det kræver noget at lægge sine drømme på hylden og kaste sig ud i en ny tilværelse, og det mod har Joachim udvist, og det har vi alle i klubben stor respekt for og ønsker ham et stort held og lykke med videre.” udtaler Head of Football, Niklas Nürnberg.

Hovedperson selv, knytter også et par ord til beslutningen:

”Det er selvfølgelig svært og vemodigt at skulle sige farvel til fodbolden efter så mange år. Jeg har døjet med flere forskellige skader, bl.a. en hofteskade igennem en længere periode. Efter flere snakke med læger og fysioterepeauter, ser jeg det nu som det bedste for mig og min krop, at tiden er inde til at lægge støvlerne på hylden.  Jeg ønsker at sende en tak til Kolding IF – selvom det har været en kort tid i klubben, har det været en fornøjelse at være en del af.”


Hele Kolding IF ønsker at sende en tak til Joachim for hans tid i klubben og ønsker ham alt det bedste fremover.