KAMPER VENDER HJEM
DET ER MED STOR GLÆDE AT KLUBBEN KAN OFFENTLIGGØRE AT 42-ÅRIGE JONAS KAMPER BLIVER KOLDING IF’S NYE CHEFTRÆNER. DEN NYE CHEFTRÆNER KOMMER TIL, EFTER 2 ÅR SOM ASSISTENTTRÆNER I AC HORSENS. NU HAR HAN UNDERSKREVET EN AFTALE MED KOLDING IF.
Klubbens nye cheftræner Jonas Kamper har tidligere været en del af klubben, hvor han havde stor succes som cheftræner for Kolding IF’s U19-hold i hele tre år. Her var Kamper med til at udvikle og sætte sit præg på klubbens talentmiljø og førte et kollektivt stærkt U19-hold til klubbens første ungdomstitel nogensinde.
Kamper bliver derfor en cheftræner med et indgående kendskab til klubben og dens værdier – og han bringer stor entusiasme og energi ind i Kolding-projektet – et projekt som han ser et stort potentiale i. Han udtaler:
”Der er sket utrolig meget i Kolding IF, siden jeg tog afsted for knap to år siden – men følelsen er, at det er som at være kommet hjem. Jeg træder ind med en stærk base. Jeg kender klubben, menneskene og værdierne. Samtidig, er jeg selv blevet mere skarp og har udviklet mig. Det betyder, at relationerne allerede er der – og at folk ved, hvad jeg står for. Det skal vi bruge som en styrke fra dag ét”
Kamper bringer derudover hans store erfaring som spiller med sig. Her var han bl.a. kendt for sit hårdtarbejdende og smittende væsen. Han står noteret for hundredvis af kampe i Superligaen og Bundesligaen, samt et dansk mesterskab med Brøndby IF.
Den samlede pakke som helhed, er noget der tiltaler klubbens Head of Football, Niklas Nürnberg. Han glæder sig til samarbejdet:
”I søgningen efter en cheftræner der skal føre klubbens vision videre, har Kamper været den helt rigtige kandidat. Gennem hans år på akademiet, hvor han har fået sin trænermæssige opdragelse, udviklede han sammen med vores U19-hold en rigtig stærk gruppe og et hold, hvor det ikke var individuelle spiller men kollektivet som var holdets stjerne, ud fra same principper som på 1. holdet. Derfor er det også en træner der har klubbens værdier helt inde under huden, som indgående kender vores rejse gennem de sidste 5 år, og som forstår og køber ind på den kultur vi har skabt og vi sammen skal videreudvikle.”
Med stor erfaring i bagagen ser Kamper frem til at bringe sine kvaliteter i Kolding. Nu glæder han sig til at tage arbejdshandskerne på og komme i gang med arbejdet frem mod første kamp i oprykningsspillet. Han afslutter:
”Jeg kommer med energi, ambitioner og en stærk tro på både projektet og menneskene i klubben. Men tro alene er ikke nok. Vi skal handle. Vi skal presse på. Vi skal udvikle os – hver eneste dag. Vi skal ikke stå stille ét sekund – vi skal fremad, hele tiden.”
Kamper har i dag sin første arbejdsdag i klubben og har sammen med truppen og staben, der alle fortsætter i deres hidtidige roller, har påbegyndt forberedelserne frem mod første kamp i oprykningsspillet, hvor vi tager imod Esbjerg fB fredag 3. april kl. 13:00 på Autocentralen Park.
Hele klubben ønsker at byde Jonas velkommen hjem.