KOLDING BYGGER VIDERE

Kolding IF kan med stolthed præsentere, at bevillingen til de nye Nord- og Sydtribuner nu er på plads. Efter et længere og konstruktivt forløb, hvor fodboldklub og Kolding kommune har strakt sig langt mod hinanden, er der indgået en aftale om fordelingen af økonomien. En økonomi, som nu er blevet en del af budgetforliget netop indgået af Kolding Byråd.

De nye tribuner bliver for hele Kolding!

De bliver for fodbolden. Oplevelserne. Fællesskabet. Supporterne. Ungdommen. Og for erhvervslivet. Og for alt derimellem.

Udvidelsen sker også for at gøre Autocentralen Park rustet til Superligaen. Nye ufravigelige regler gældende fra sommeren 2028 betyder nemlig, at et lukket stadion og overdækkede tribuner bliver et krav. Var kommune og fodboldklub ikke nået til enighed, ville klubben derfor miste hjemmebanen i tilfælde af en fremtidig oprykning til landets bedste række.

4.000 nye siddepladser

De nye tribuner kommer til at indeholde yderligere 4.000 siddepladser, og samtidig bliver salgsfaciliteterne markant opgraderet.

For at yde en hurtigere og mere smidig service til de mange tilskuere bliver der oprettet syv komplette salgsboder og to ’skybars’ oppe på tribunerne. Dermed bliver klubben flaskehalsene kvit, og tilskuerne sikres en langt mere effektiv servering.

Også hele klubbens ungdom bliver begunstiget af byggeriet.

I den sydlige del bliver der bygget nye, moderne og ikke mindst tidssvarende omklædningsrum, der skal give klubbens spirende talenter på begge sider af kønnene de bedst mulige betingelser.

I tillæg vil akademiet få nye kontorfaciliteter og ambitiøse fitnessfaciliteter.

Økonomien

Da man byggede klubbens nuværende hovedtribune, oprettede man stadionselskabet Kolding Stadion Tribune ApS, hvor fodboldklubbens ejere omgående engagerede sig.

Siden er investorerne valfartet til, og bag tribuneselskabet står der i dag 35 lokale investorer.

35 erhvervsfolk med et kæmpe hjerte for klubben – og for at gøre en forskel for Kolding som by.

For at nå i mål med de kommende etaper kræver det yderligere engagement fra selskabets nuværende og nye investorer, hvor finansieringskravet er 175.000.000 kr. hvoraf Kolding Kommune bidrager med 112.000.000 kr. fordelt som 100.000.000 kr. til stadion samt 12.000.000 kr. til parkeringsplads.

Da man byggede hovedtribunen, bidrog Kolding Kommune med 33.500.000 kr., mens tribuneselskabet finansierede hele 87.500.000 kr.

Dertil kommer et tocifret millionbeløb finansieret af Kolding IF til at idriftsætte bygningen med inventar, skærme, LED-bander med videre.

Parkering og anlæg

Den nye entreprise kommer også til at føre flere parkeringspladser med sig.

På Nørreport bliver der således opført parkeringspladser til yderligere 165 biler, og samtidig bliver der skruet op for samarbejdet mellem fodboldklubben og midtbyen, så de to naturligt kan spille hinanden gode på kampdage.

Under nordtribunen samt ved mellemstykket på kunstgræsbanen; bane 4 vil der blive opført groundsmen faciliteter, som kommer til at huse Kolding kommunes og Kolding IF’s traktorer og maskiner.

Der vil også blive bygget nye træningsbaner på bane 2 og 3, så de to førstehold sikres de bedste betingelser for at vokse og udvikle sig.

Kommercielt

Allerede i dag oplever klubben et markant pres på kapaciteten i den nye VIP-lounge.

I historisk grad bakker erhvervslivet op om Kolding IF, og til de større kampe fyldes loungens nuværende kapacitet på 750 erhvervsgæster.

For at fortsætte den kommercielle udvikling – som i dag er altafgørende i fodboldens verden – bliver der derfor bygget yderligere 250 loungepladser.

Der bliver også opført yderligere to skybokse.

Dermed bliver klubbens samlede kommercielle kapacitet på 1.000 loungepladser og syv skybokse.

De kommende tribuner kommer også til at rumme yderligere lokaler til udlejning, hvor Andelskassen allerede har underskrevet en lejekontrakt på førstesalen i Nordtribunen. Dette skal være med til at finansiere det endelige byggeri.

Udbud og opstart

Byggeriet forventes udbudt medio oktober 2026, og planen er, at spaden skal i jorden foråret 2027.

Hele Kolding IF ønsker at takke Kolding Kommune for et eminent og fremsynet samarbejde om projektet. Umådelig stor tak til Kolding Byråd for at prioritere projektet som er en milepæl for Koldings fremtid.

Dertil rettes en varm TAK til tribuneselskabets 35 investorer.

Intet af dette havde været muligt uden et stærkt samspil mellem fodboldklub, kommune og erhvervsliv.

Evt. spørgsmål kan rettes til bestyrelsesformand Claus Holm-Søberg, chs@kolding-if.dk

Nu bygger vi videre.

#ViErKolding