KOLDING IF FEJRER 130 ÅR MED UNIK JUBILÆUMSTRØJE

2025 markerer et helt særligt år i Kolding IF’s historie – vi fylder 130 år. I den forbindelse er vi stolte af at kunne præsentere vores helt nye jubilæumstrøje, der hylder klubbens stolte traditioner og stærke forankring i byen Kolding.

Trøjen er skabt med respekt for historien og med øje for detaljen. Den bærer den latinske indskrift “S’CIWITATIS IN KAALDYNG” – et udtryk hentet fra Koldings bysegl fra 1300-tallet, som betyder “I Byen Kolding”. Et symbol på vores fælles rødder og samhørighed med byen, vi alle repræsenterer med stolthed.

For at gøre trøjen endnu mere unik, er den udsmykket med byseglet i nakken samt Kolding IF’s allerførste logo, som en hyldest til de generationer, der har båret klubbens farver før os.

I morgen kan du få fingrene i den unikke jubilæumstrøje i fanshoppen på Autocentralen Park i forbindelse med kampen mod Middelfart.Salget starter kl. 17:30, hvor 130 trøjer i størrelserne S til 3XL bliver sat til salg til en pris på 650 kr.

Som en ekstra markering af jubilæet – og i forbindelse med Knæk Cancer-ugen i Danmark – bliver de 10 trøjer, som de startende markspillere spiller i på dagen, sat på auktion på odendo.dk efter kampen. Hele overskuddet fra auktionen går ubeskåret til Knæk Cancer.