KOLDING IF FORLÆNGER MED JULIE TENFJORD

Kolding IF kan med stor glæde offentliggøre, at Julie Tenfjord har forlænget sin aftale med klubben.

Den 21-årige midtbanespiller er et produkt af Kolding IF’s eget akademi og har været en del af klubbens udviklingsmiljø gennem flere år. I 2022 tog hun det næste store skridt, da hun blev rykket op i A-ligatruppen, og siden har hun været en vigtig del af holdet. Tenfjord nærmer sig nu 100 kampe i Kolding-trøjen og fortsætter dermed sin flotte rejse i klubben.

Julie Tenfjord glæder sig over at fortsætte i Kolding IF:

“Jeg er meget glad for at have forlænget min aftale med Kolding IF. Jeg trives rigtig godt i klubben, både på og uden for banen, og jeg ser Kolding som det helt rette sted for mig at fortsætte min udvikling. Jeg ser frem til den kommende tid i Kolding og til at fortsætte den udvikling, vi er i gang med som hold.”

Cheftræner Lasse Skovhøj ser også meget positivt på forlængelsen:

“Vi er meget glade for at have forlænget med Julie Tenfjord. Hun er en vigtig spiller for den måde, vi ønsker at spille på, hvor hendes hårde arbejde, duelintensitet og store løbekapacitet betyder enormt meget for holdet. Samtidig er Julie en vinder, som hver dag kommer med en stærk mentalitet og et ønske om at presse sig selv. Siden jeg overtog som cheftræner, har hun været fast inventar på holdet, og hun har vist stor stabilitet. Derfor er vi meget tilfredse med, at hun fortsætter hos os!”

Forlængelsen med Julie Tenfjord er endnu et vigtigt skridt i arbejdet med at bygge videre på den stærke kultur og kontinuitet i Kolding IF, hvor egne talenter fortsat spiller en central rolle i klubbens udvikling.