KOLDING IF HENTER ERIC VOUFACK
Kolding IF har fornøjelsen af at kunne præsentere 23-årige Eric Voufack som den seneste tilføjelse til truppen. Den tysk-camerounske back Voufack kommer til klubben på en fri transfer fra den tyske traditionsklub, Rot-Weiß Essen, som han har repræsenteret siden sommeren 2023. Eric Voufack er blevet udstyret med en 3-årig aftale i Kolding.
Tyske Eric Voufack – som har camerounske rødder – kommer til Kolding med stor erfaring fra tysk fodbold i bagagen. Voufack fik sin fodboldopvækst i de to tyske klubber, Hallescher FC og FC Carl Zeiss Jena. Efter tre års ophold hos sidstnævnte gik turen til det østlige Tyskland, hvor han spillede for 1. FC Lokomotive Leipzig, der til daglig huserer i den tyske Regionalliga Nordost. Her tog det for alvor fart for den stærke back, der imponerede med 7 mål og 12 assists i 77 kampe – en statistik der viser tydelige offensive kvaliteter for Koldings nye back.
At Voufack er faldet på plads som ny mand i Kolding-trøjen, er noget der glæder klubbens Head of Football, Niklas Nürnberg. Han udtaler:
”I et moderne fodboldspil, hvor der både skal forsvares og angribes af alle mand, kræver det en stor fysisk kapacitet at kunne spille ude på siderne, og de fysiske kompetencer besidder Eric. Det er en spiller der besidder en stor motor og som samtidig også er eksplosiv og kan lave mange aktioner i højt tempo, han er nærkampsstærk, og så er han i stand til både at angribe modstanderens felt og forsvare sit eget på et rigtig fint niveau.”
Efter Voufacks ophold hos 1. FC Lokomotive Leipzig tog han skridtet op til 3. Bundesliga-klubben, Rot-Weiß Essen, som han kom til i sommeren 2023. Siden da er det blevet til 61 kampe med 1 mål og 6 assist til følge – heraf 2 DFB-Pokal kampe mod hhv. RB Leipzig og Hamburger SV. Her var han med til at bringe Rot-Weiß Essen til en flot 7. plads i den seneste sæson – blot 4 point fra oprykning til 2. Bundesliga. Næste stop på vejen for Voufack er Kolding IF, og det er noget som hovedpersonen selv ser meget frem til:
”Jeg er virkelig glad for at være her i Kolding og for at være en del af denne klub. Det føltes bare rigtigt, og jeg ser frem til tiden, der kommer, sammen med holdet og fansene. At min første kamp er en hjemmekamp for Kolding IF gør det endnu mere specielt – jeg er taknemmelig og fuld af forventning!”
Voufack har allerede været i aktion på træningsbanen ved Marcus Allé, og snart an du opleve ham i kamp på Autocentralen Park.
Hele Kolding IF ønsker at byde Eric hjerteligt velkommen.
Der skal lyde en stor tak til Eric Voufacks personlige partner Jens fra Haugaard Management.
FAKTABOKS
Fulde navn: Eric Josef Arno Voufack
Født: 25/09/2001 (23 år)
Land: Tyskland / Cameroun
Position: Højreback
Personlige partner: Haugaard Management
Karriere
Carl Zeiss Jena – Regionalliga Nordost – 4 kampe – 1 assist
FC Lokomotive Leipzig – Regionalliga Nordost – 77 kampe – 7 mål & 12 assists
Rot-Weiß Essen – 3. Liga – 61 kampe – 1 mål og 6 assists