KOLDING IF HENTER HANS HØLLSBERG
Kolding if kan med stor glæde offentliggøre tilknyttelsen af 24-årige hans høllsberg. den alsidige midtbanespiller kommer til klubben på en transfer fra fremad amager – og har underskrevet en aftale gældende frem til sommeren 2028.
Den spændende midtbanespiller Hans Høllsberg – der har haft sin fodboldopvækst i Vejle Boldklub – er ny mand i Kolding-trøjen. Høllsberg kommer til Kolding IF fra sjællandske Fremad Amager, hvor han med sit store løbepensum og fighter-instinkt har imponeret de seneste sæsoner. Hos Amager-klubben er det blevet til 46 kampe med 5 mål til følge. Inden opholdet på Sjælland tørnede Høllsberg ud for Esbjerg fB, hvor det blev til 20 optrædener i det vestjyske.
Høllsberg fik sit gennembrud i barndomsklubben Vejle Boldklub, hvor han tilbage i 2021 fik debut i Superligaen som bare 19-årig. Sidenhen, blev det til 23 kampe på midtbanen for vejlegenserne.
At Hans Høllsberg nu er Kolding-spiller er noget der skaber begejstring og forventning hos klubbens Head of Football, Niklas Nürnberg. Han udtaler:
”Med tilføjelsen af Hans, får vi først og fremmest en spiller med en stor fysisk kapacitet og med en klar mentalitet om, altid at give sig til sidste blodsdråbe. Netop de kompetencer giver ham en stor alsidighed fodboldmæssigt, der vil være med til at give holdet en endnu større taktisk fleksibilitet.”
fortæller Niklas Nürnberg og fortæller mere om hvilken type menneske det er, der bringes ind i klubben:
”Derudover, bringer Hans også nogle meget stærke menneskelige kompetencer. Han er seriøs, stiller krav til dem omkring ham og har stort fokus på det sociale i truppen. Så på det område ser vi ham også som en spiller, der vil hjælpe med at skubbe kulturen endnu mere i den rigtige retning.”
Efter 2,5 år på Sjælland vender Høllsberg nu hjem til Jylland, hvor han i Kolding kommer endnu tættere på barndomsbyen Juelsminde – et sted hvor hans fodboldrejse begyndte. Han udtaler:
”Efter gode snakke med klubben var jeg ikke i tvivl om, at Kolding IF er i gang med et spændende projekt, som jeg er stolt af at blive en del af.”
siger Hans Høllsberg, som glæder sig til at trække Kolding-trøjen over hovedet og vise sig frem foran klubbens fans:
”Jeg glæder mig meget til at spille på Autocentralen Park og mærke stemningen. Jeg har kun hørt gode ting om klubbens fans og ser frem til at opleve dem på den nye tribune.”
Høllsberg har i dag trænet sammen med resten af truppen, frem mod morgendagens træningskamp mod Esbjerg fB. Hele Kolding IF ønsker at byde Hans hjerteligt velkommen til klubben.