KOLDING IF HENTER NEMANJA NEDIC
Med stolthed kan klubben præsentere endnu en spændende tilføjelse til truppen. Den 30-årige forsvarsgeneral Nemanja Nedic bliver den nyeste signing i dette transfervindue. Den rutinerede montenegriner kommer til Kolding IF på en fri transfer fra polske GKS Tychy, hvor han nåede imponerende 136 kampe – endda med anførerbindet om armen.
Nedic ankommer til Kolding med en markant fysisk styrke og en imponerende erfaring i bagagen. Med over 100 kampe i den bedste montenegrinske liga, 12 optrædener i Champions League- og Europa League-kvalifikation samt to nationale mesterskaber, er der tale om en særdeles spændende profil, der nu skal tørne ud på Autocentralen Park.
Det er derfor også en signing, som klubbens Head of Football, Niklas Nürnberg, er særdeles tilfreds med at have landet. Han udtaler:
”I Nemanja får vi en spiller med enormt stærke forsvarsmæssige kompetencer, en spiller der trives i duelspillet, hvad enten det er på jorden eller i luften og en spiller der heller ikke er bange for at være aggressiv og presse fremad. Han er også en spiller for hvem det er naturligt at gå forrest, træffe beslutninger og tage lederskab på sig, som han også har bevist i de sidste tre sæsoner som anfører i sin polske klub.”
Efter fem år i den polske klub GKS Tychy er tiden nu inde til et nyt kapital. Hovedpersonen selv er også begejstret for skiftet til Kolding – en klub, han ser et stort potentiale i. Den rejse, klubben er i gang med, tiltaler i høj grad den 195 centimeter høje forsvarsklippe.
”Jeg er meget glad for at skulle repræsentere den hvide trøje. Jeg er kommet til en klub, der har en tydelig vision og en stor tro på projektet, hvilket er særligt vigtigt, og det gør det til et projekt som jeg gerne vil være en del af. Den energi, som jeg mærkede fra alle i Kolding ved det første møde, bekræftede kun for mig, at jeg er det helt rette sted.”
Udtaler Nemanja Nedic, som allerede har trænet med resten af truppen i denne uge, og du kan inden længe opleve ham i aktion i Kolding-trøjen.
Hele Kolding IF ønsker at byde hjerteligt velkommen til Nemanja.
Der skal lyde en stor tak til Nedics personlige partner Jens fra Haugaard Management
FAKTABOKS
Fulde navn: Nemanja Nedic
Født: 06.04.1995 (30 år)
Land: Montenegro
Position: Forsvarsspiller
Personlig partner: Haugaard Management
Karriere
FK Radnicki Berane – 1 kamp
OFK Grbalj – 2. CFL – 41 kampe – 2 mål & 1 assist
Sutjeska Niksic – Meridianbet 1. CFL – 103 kampe – 4 mål
GKS Tychy – Betclic 1 Liga – 136 kampe – 7 mål & 5 assists