KOLDING IF HENTER TALENTFULD SLOVAKISK MÅLMAND

Det er med stor glæde, at Kolding IF kan offentliggøre tilgangen af den unge og talentfulde målmand Adam Danko. Den 22-årige slovak til klubben med solid erfaring fra både klub- og landsholdsfodbold – og har underskrevet en fireårig aftale, der løber frem til sommeren 2029.

Adam Danko skifter til Kolding IF fra den slovakiske klub Podbrezova, som i den forgangne sæson sluttede på en flot sjetteplads i den bedste slovakiske række. Her var Danko fast mand mellem stængerne og leverede hele syv clean sheets i løbet af sæsonen. Med sin erfaring og sit potentiale skal han nu være med til at styrke konkurrencen på målmandsposten i Kolding IF – noget der vækker stor begejstring hos klubbens Head of Football, Niklas Nürnberg. Han udtaler:

”Med Adam på plads, har vi sikret os en rigtig stærk konkurrence på målmandsposten med en talentfuld keeper der er hurtig på stregen og ude af sit mål, spiller med et stort mod og som er rigtig teknisk dygtig, både med hænderne og fødder, som matcher udvikling med de moderne målmænd.”

Trods sin unge alder har Danko allerede opnået 46 førsteholdskampe for Podbrezova. Inden da spillede han for FK Pohronie, hvor han debuterede som blot 19-årig. Hans præstationer har også gjort indtryk på landsholdsniveau, hvor han har repræsenteret Slovakiet på samtlige ungdomslandshold og senest deltaget ved U21-EM – en slutrunde, der blev afholdt i hans hjemland.

Adam Danko ser selv frem til at trække Kolding-trøjen over hovedet og løbe på banen på Autocentralen Park og møde alle fans. Han udtaler:

Først og fremmest vil jeg gerne takke alle for muligheden for at komme til Kolding. Jeg er meget glad for at være en del af denne klub. Jeg valgte Kolding IF, fordi jeg tror på, at dette miljø vil hjælpe mig med at udvikle mig – både som målmand og som menneske.
Mit mål er at følge mine drømme, arbejde hårdt hver dag, være mig selv og samtidig hjælpe klubben fremad. Jeg tror på, at jeg gennem mine præstationer på banen kan bringe glæde til fansene og bidrage til den succes, vi alle stræber efter.
Nu ser jeg bare frem til at spille og møde fansene for første gang på Autocentralen Park.

Danko har allerede haft sin første træningsdag i Kolding IF, hvor han har sluttet sig til truppen, der er i gang med forberedelserne frem mod fredagens udebanekamp i Horsens.

Hele Kolding IF byder Adam Danko hjerteligt velkommen.

Spørgsmål rettes til klubbens Head of Football, Niklas Nürnberg på nn@kolding-if.dk eller 53 65 39 61