
KOLDING IF HYLDER ILDSJÆLDEN KURT: STADIG TRÆNER SOM 81-ÅRIG
Kurt er en vaskeægte frivillighedslegende. I en alder af 81 år, står han stadig på træningsbanen som træner for vores samarbejdsklub Kolding Boldklubs U17-piger. Han har været aktiv som træner og frivillig siden 1960 og er ”still going strong”. Det siger alt om den passion og det engagement, som Kurt hver uge lægger for dagen – ikke kun for Kolding Boldklub, men for hele ungdommen i området.
Det seneste år har han stået bag genetableringen af pigeholdet, efter flere af spillerne havde været på efterskole – og det er i høj grad Kurts fortjeneste. At han stadig har energien og lysten til at engagere sig i unge menneskers fodboldliv og sociale fællesskab, er dybt inspirerende.
Men Kurts betydning for pige- og kvindefodbolden i Kolding stopper ikke her. Allerede i 1970’erne var han en af de drivende kræfter bag opstarten af pigefodbolden i kommunen – en indsats der har sat varige spor. I 2018 blev han derfor også fortjent udnævnt til æresmedlem i Kolding Boldklub.
Michael Lundquist, som sidder i bestyrelsen i Kolding Boldklub, sætter også ord på Kurts betydning:
“Kurt er indbegrebet af frivillighed og fodboldhjerte. Han har været med til at præge flere generationer og skabt rammer for fællesskab, udvikling og glæde. Det arbejde, han laver – både på og uden for banen – kan ikke måles i timer, men i menneskelige aftryk. Vi er utroligt stolte af at have Kurt som en del af klubben.”
Ildsjæle som Kurt er selve hjertet i foreningslivet. Det er mennesker som ham, der gør det muligt at skabe trygge rammer for børn og unge, udvikle fællesskaber og holde gang i det frivillige arbejde uge efter uge. Uden den type engagement, passion og vedholdenhed ville foreningslivet ganske enkelt ikke kunne fungere. Kurt er et levende bevis på, hvor stor en forskel én person kan gøre – og hvorfor vi skal værne om og støtte de ildsjæle, der holder hjulene i gang.