
KOLDING IF OG FAMILY BUSINESS OMHU FORLÆNGER STÆRKT PARTNERSKAB
Kolding IF har forlænget samarbejdet med Family Business OMHU, der er specialiseret i rådgivning af familier i ejer virksomhed eller formue sammen. Samarbejdet bygger videre på et stærkt fælles værdigrundlag om relationer, langsigtet tænkning og sund udvikling – både menneskeligt og forretningsmæssigt.
Bag Family Business OMHU står Ole Rasmussen, som med mange års erfaring hjælper familier og virksomheder med at skabe rammer for bevarelse af gode relationer i familien og professionel ledelse af virksomheden.
”For mig handler det om at skabe ro og retning i komplekse familiedynamikker, så både familien og virksomheden kan trives. Det giver rigtig god mening at fortsætte samarbejdet med Kolding IF, hvor relationer og fællesskab er i fokus hver eneste dag,” siger Ole Rasmussen, grundlægger af Family Business OMHU.
Kolding IF glæder sig over at have en kompetent og værdibåret samarbejdspartner med ombord i endnu en periode.
“Ole bidrager med indsigt, nærvær og stor forståelse for det menneskelige bag ejerskab og ledelse. Det er kvaliteter, vi i Kolding IF kan spejle os i – og som vi sætter stor pris på at have tæt på,” siger Michael Flyvholm, Kommerciel chef i Kolding IF.
En stor tak til Ole Rasmussen og hele teamet hos Family Business OMHU for jeres fortsatte opbakning til Kolding IF – vi ser frem til at videreføre det stærke samarbejde.