KOLDING IF OG FYNSLUND BOLDKLUB INDGÅR SAMARBEJDE: FLERE VEJE TIL UDVIKLING OG FÆLLESSKAB

Kolding IF fortsætter arbejdet med at styrke den lokale fodbold – nu med endnu et stærkt samarbejde, denne gang med Fynslund Boldklub. Sammen vil de to klubber skabe bedre muligheder for børn og unge i området, både når det gælder fodboldudvikling, fællesskab og sammenhæng i talentmiljøet.

Fynslund Boldklub har i mange år været en vigtig del af det lokale fritidsliv og kendetegnes af stærke fællesskaber og et trygt udviklingsmiljø for unge spillere. Det gør klubben til en oplagt samarbejdspartner for Kolding IF, som ønsker at bygge bro mellem by og opland – og mellem bredde og elite.

Samarbejdet giver mulighed for faglig sparring, fælles aktiviteter og en klarere udviklingsvej for de spillere, der ønsker at tage nye skridt i deres fodboldrejse. For Kolding IF handler det om at være til stede, ikke kun i centrum, men også i de mindre byer og lokalområder, hvor fodbolden spiller en stor rolle i hverdagen.