KOLDING IF SIGER FARVEL TIL HEAD OF WOMEN’S FOOTBALL
Kolding IF Women skal sige farvel til kasper mayland kjærsgaard, der stopper som head of women’s football og fremover tiltræder som cheftræner i ob q. Afgangen sker efter gensidig forståelse og markerer afslutningen på et samarbejde, der har haft stor betydning for udviklingen af pige- og kvindeafdelingen i kolding if.
Kasper Mayland Kjærsgaard kom til Kolding IF som akademitræner og har siden haft en central rolle i udviklingen af pige- og kvindeafdelingen. Den seneste tid har han fungeret som Head of Women’s Football, hvor han har været med til at styrke både det sportslige niveau og strukturen i klubben.
Under Kjærsgaards ledelse er der blevet skabt et ambitiøst udviklingsmiljø med fokus på at uddanne og udvikle spillere, der kan tage næste skridt – både internt i Kolding IF og videre i deres karriere. En strategi, der er central for klubbens arbejde med unge talenter.
Kaspers ønske om at vende tilbage til en hverdag tættere på banen har været afgørende for beslutning om at tage næste skridt i karrieren – et ønske som Kolding IF har valgt at imødekomme. Kolding IF’s tekniske chef, Frederik Lund udtaler:
”Vi takker Kasper for hans store indsats i Kolding IF. Med sine stærke kompetencer har han haft stor betydning for den store udvikling vores pigeakademi har gennemgået de seneste år. Derudover, har han også spillet en central rolle i udviklingen af klubbens førstehold. Kasper har også ønsket at vende tilbage til en hverdag tættere på banen, og rollen som cheftræner i OB Q giver ham netop dette.”
Hovedpersonen selv ser tilbage på sin tid i Kolding IF med stolthed og glæde over de sidste års arbejde i klubben:
”Min tid i Kolding IF har været både lærerig og ekstremt givende. Jeg er stolt af det arbejde, som jeg sammen med nogle meget kompetente kollegaer har lagt i udviklingen af pige- og kvindefodbolden i klubben. Sammen har vi været med til at flytte barren for talentudvikling i Danmark og senest vist, hvordan transitionen fra ungdom til senior kan lykkes i landets bedste række, samtidig med at der skabes resultater.”
siger Kjærsgaard og ønsker at sende en stor tak til alle, der har været med på rejsen. Han fortsætter:
”En stor tak skal lyde til spillere, stab, forældre, kollegaer, ledelse og alle de frivillige, som hver dag bidrager positivt til miljøet omkring holdene. Jeg er ekstremt stolt over at have fået lov til at lede arbejdet, i et så professionelt setup og er berørt over ikke at skulle fortsætte samarbejdet med de mange fantastiske mennesker i klubben. Jeg tager værdifulde erfaringer og stærke relationer med mig videre og vil slutte af med at ønske Kolding IF alt det bedste fremover.”
Fremadrettet fortsætter Kolding IF Women under nuværende cheftræner Lasse Skovhøj, som får udvidet ansvar for den samlede førsteholdstrup, mens Anja Skytte overtager de opgaver, Kasper Mayland Kjærsgaard hidtil har varetaget på akademiet.
Hele Kolding IF ønsker at sende en stor tak til Kasper for tiden i klubben og det arbejde der blevet lagt, og ønsker ham alt det bedste fremover.