KOLDING IF SKRIVER KONTRAKT MED BELLA MADSEN

Kolding IF har skrevet kontrakt med Bella Madsen, der har taget store skridt siden sin tid i klubbens akademi. Hendes udvikling og stærke præstationer det seneste år har nu ført til en fast plads i truppen på kontrakt.

Bella blev i sidste sæson rykket op i kvindeligatruppen, hvor hun hurtigt markerede sig med sin energi, arbejdsindsats og offensive kvaliteter. Siden da er det blevet til en række stærke præstationer i Kolding-trøjen og 3 kampe for det danske U19-landshold – et vidnesbyrd om hendes talent og udviklingskurve.

Bella Madsen udtaler:
“Jeg er utrolig stolt over at have skrevet kontrakt med Kolding IF. Det har været et stort mål for mig, siden jeg kom til klubbens akademi. At tage skridtet fra akademiet og frem til i sommers at blive en fast del af kvindeligatruppen har været en stor milepæl i min udvikling. Jeg har taget det som et kæmpe skulderklap, og jeg er utrolig glad samt motiveret for fortsat at udvikle mig i Kolding-trøjen, som jeg virkelig tror på.”

Cheftræner Lasse Skovhøj glæder sig også over forlængelsen og fremhæver Bellas kvaliteter. Lasse udtaler:
“Vi er rigtig glade for at have skrevet under med Bella – en enormt spændende spiller fra vores akademi, som i snart et år har været fast omkring Kvindeliga-holdet. Hun besidder en ekstraordinær fysisk kapacitet med ekstrem fart, stærke offensive kvaliteter, og især hendes evne til at drive bolden fremad og levere præcise indlæg passer perfekt til den type sidespiller, vi ønsker i vores spil.”

Kontrakten med Bella Madsen er endnu et stærkt eksempel på den røde tråd fra Kolding IF’s talentudvikling og op i kvindeligatruppen.