
KOLDING IF SKRIVER KONTRAKT MED OFFENSIVT TALENT
Frederikke Ludvigsen er kun 15 år gammel og er allerede en del af U19 Liga truppen. Nu har hun også skrevet son første kontrakt med Kolding IF.
Hun har spillet i Kolding IF siden U13 og har siden da været i en rivende udvikling. Hun har scoret 13 mål i 10 kampe, som førsteårs U16 spiller i Ligaen og har allerede nu været kampafgørende på U19, hvor hun har scoret i flere træningskampe. Ud over at være en del af U19 Liga truppen, har hun også været udtaget til samtlige talentsamlinger i DBU-regi.
Hovedpersonen selv glæder sig over netop at have underskrevet sin første kontrakt med Kolding IF:
– Jeg er rigtig glad og taknemmelig for at få muligheden for at skrive kontrakt med Kolding IF. Det er en fornøjelse at spille her, og jeg føler, at klubben giver mig de bedste muligheder for at udvikle mig både på og udenfor banen. Jeg er glad for at kunne blive ved med at spille i klubben, hvor jeg kan kombinere fodbold med skole, familie og venner. Jeg er også sikker på, at Kolding IF og trænerteamet kan hjælpe mig med at udvikle mig i den rigtige retning.
Head of Womens Football Kasper Mayland, glæder sig over at kunne tiltrække unge talenter i Kolding IF:
– Frederikke Ludvigsen er en teknisk stærk og kreativ offensivspiller med et sjældent talent. Hendes evne til at udfordre, spille fremadrettet og skabe chancer for både sig selv og sine holdkammerater gør hende til en spiller, der kan afgøre kampe på egen hånd. Vi er glade for at sikre hendes fremtid i klubben med hendes første ungdomskontrakt – en vigtig strategisk milepæl for vores talentarbejde. Vi ser frem til at følge Frederikkes fortsatte udvikling i Kolding IF.