KOLDING IF TILKNYTTER KREATIV MIDTBANESPILLER

Magnus Saaby har skrevet under på en aftale med Kolding IF, der gælder frem til 2027.

Den kreative midtbanespiller har sin fodboldopvækst fra Odense Boldklubs akademi og lægger ikke skjul på sin begejstring for at være kommet til Kolding IF. Saaby har allerede fået spilletid i de to første træningskampe og nu er aftalen faldet på plads. Han udtaler:

”Jeg har haft nogle gode snakke med klubben og er nu utrolig glad for at være landet i Kolding IF. Hele projektet omkring fodbolden i Kolding tiltaler mig rigtig meget, og jeg ser mig selv passe rigtig godt ind i måden Kolding vil spille fodbold på”

Saaby skifter til Kolding IF fra divisionsklubben Næsby BK. Trods sin unge alder har midtbanespilleren haft en imponerende sæson for Fynboerne. Han har spillet samtlige 16 kampe for Næsby BK i 3. division samt tre kampe i Oddset Pokalen, hvor han blandet andet bidrog til at sende B.93 ud af turneringen. Nu ser Saaby frem til at løbe på banen på Autocentralen Park:

”Alle i klubben har taget rigtig godt imod mig, så nu mangler jeg bare at møde fansene. Jeg glæder mig til at møde fansene og vise dem hvad jeg kan bidrage med til holdet. At spille foran mange fans er ikke noget jeg har prøvet før og derfor ser jeg frem til at opleve atmosfæren på Autocentralen Park”

Klubbens Head of Football, Niklas Nürnberg, knytter også et par ord på tilføjelsen af den unge midtbanespiller:

”Dialogen med Magnus startede faktisk for små 3 år siden, da vi allerede dengang synes han var en spændende spiller der havde den indædthed, fightervilje og dynamik vi gerne vil have i vores defensive midtbanespillere. Siden har Magnus i USA og i Næsby udviklet sit spil med bolden, og har fået et mere køligt overblik i sit spi, som sammen med hans fortsat store fighterevner kommer til at klæde vores hold. ”

Saaby har allerede haft sin første arbejdsdag i Kolding IF, og du kan godt begynde at glæde dig til at se ham i aktion på Autocentralen Park.

FAKTABOKS 

Fulde navn: Magnus Saaby

Født: 03.02.2003 (21 år)

Position: Midtbanespiller

Tidligere klubber: Odense Boldklub, Siena College,Næsby Boldklub