KOLDING IF VIL SKABE EN STÆRKERE STADIONOPLEVELSE

Kolding IF styrker organisationen med ansættelsen af Lasse Brammer som ny Head of Matchday Experience. Med et øget fokus på kampdagsoplevelsen er ambitionen, at Autocentralen Park i fremtiden i endnu højere grad bliver et samlingspunkt for hele Kolding.

I sin nye rolle får Lasse Brammer ansvaret for at udvikle og optimere alle elementer af kampdagen. Det gælder blandt andet publikumsflow, af mad- og drikkeoplevelsen, udviklingen af fanzonen, underholdning før og under kampene samt etableringen af initiativer, der skal skabe endnu flere tilbagevendende stadiongæster.

Lasse Brammer ser frem til at blive en del af den fortsatte udvikling i Kolding IF.

“Jeg er utrolig glad for at få muligheden for at blive en del af Kolding IF. Klubben er inde i en spændende udvikling, og det motiverer mig at kunne bidrage til at skabe endnu stærkere oplevelser for både fans, frivillige og samarbejdspartnere.
Som Head of Matchday Experience ser jeg frem til at udvikle og optimere kampdagene, så et besøg på stadion bliver en oplevelse, man har lyst til at vende tilbage til. Jeg glæder mig til at skabe nogle gode rammer for vores frivillige, være med til at opbygge et stærkt loyalitetsprogram og udvikle en levende fanzone med aktiviteter. Samtidig ser jeg et stort potentiale i at styrke den samlede stadionoplevelse og på sigt være med til at øge tilskuerantallet.
Jeg glæder mig til at blive en del af et ambitiøst hold og til at arbejde sammen med de mange engagerede mennesker i og omkring Kolding IF,” siger Lasse Brammer.

Teknisk chef Frederik Lund glæder sig over at kunne byde Lasse velkommen til klubben.

“Vi har store ambitioner om, at en hjemmekamp i Kolding IF skal være meget mere end de 90 minutter på banen. Stadionoplevelsen skal være med til at samle byen og give både familier, unge og lyst til at komme igen. Derfor er vi rigtig glade for at få Lasse med ombord. Han kommer med et stærkt engagement og en klar ambition om at udvikle kampdagsoplevelsen, og vi er overbeviste om, at han bliver en vigtig del af den rejse, klubben er på,” fortæller Frederik Lund.

Ansættelsen er endnu et skridt i Kolding IF’s fortsatte udvikling, hvor ambitionen er at skabe en endnu stærkere stadionoplevelse. Med fokus på kvalitet, underholdning og fællesskab skal Autocentralen Park være et naturligt samlingspunkt for alle koldingensere – og et sted, man har lyst til at vende tilbage til.

Kolding IF byder Lasse Brammer stort velkommen til klubben og glæder sig til at følge udviklingen af fremtidens kampdagsoplevelser på Autocentralen Park.