KOLDING IF WOMEN SKRIVER KONTRAKT MED ANDREA THIERRY
Kolding har sikret sig en kontrakt med den unge og talentfulde angriber Andrea Thierry. Andrea kom til klubben fra FC Midtjylland i sommer, og siden da har hun taget store skridt i sin udvikling. Hun har tidligere repræsenteret Danmark på samtlige ungdomslandshold og regnes som et spændende offensivt talent.
Andrea selv glæder sig over aftalen med Kolding IF:
“Jeg er rigtig glad og taknemmelig over at skrive under med Kolding IF.. Siden jeg startede i klubben i sommers, har min udvikling kun gået den rette vej, og det skyldes blandt andet det gode træningsmiljø samt den dedikerede trup og stab, der er i klubben. Jeg ser meget frem til at se, hvad den kommende sæson vil bringe.”
Cheftræner, Lasse Skovhøj, ser stort potentiale i den unge angriber:
“Andrea har spillet sig mere og mere ind på holdet og har vist, at hun kan gøre en reel forskel – også i Kvindeliga-kampe. Hun er læringsparat, arbejder ekstremt målrettet og stiller store krav til sig selv hver eneste dag. Hendes næste skridt er at etablere sig fast på seniorniveau, og det er præcis den rejse, vi gerne vil facilitere her. Andrea har en enorm hurtighed og har særligt forbedret sine bevægelser i dybden, hvilket giver endnu en dimension til hendes spil.”
Med kontrakten fortsætter Kolding IF arbejdet med at udvikle unge, ambitiøse spillere og skabe de bedste rammer for både individuel og kollektiv udvikling.