LASSE LAURSEN FORLÆNGER MED TRE ÅR
Det er med stor glæde at Kolding IF kan offentliggøre at forsvarsspilleren Lasse Laursen, har sat sin underskrift på en ny kontrakt MED klubben. Aftalen gør ham til kolding-spiller de næste tre sæsoner.
Lasse Laursen kom til klubben i vinterens transfervindue fra Skive IK, der til daglig huserer i landets tredje bedste række. Den 24-årige forsvarsspiller – der har haft sin fodboldopvækst i Silkeborg IF – har i løbet af forårets kampe, bevist sig som værende en stærk mand i bagkæden for Kolding IF. I januar måned skrev han under på en aftale gældende for resten af sæsonen – nu er der sat underskrift på en forlængelse og begge parter kan nu glæde sig til en spændende rejse, de kommende tre år.
Lasse Laursen er glad for at være landet i Kolding og glæder sig til at se hvad de kommende tre år i klubben byder på. Han fortæller:
”Jeg er utrolig glad og stolt over at have forlænget min kontrakt. Projektet her i klubben er enormt attraktivt, og det er en rejse, jeg meget gerne vil fortsætte med at være en del af. Vi har nogle fantastiske omgivelser og et stærkt, ambitiøst mindset i truppen og omkring holdet, hvilket gør det til det helt rigtige sted for mig at bygge videre på min udvikling.”
Også klubbens Head of Football Niklas Nürnberg, er begejstret for den udvikling Laursen har gennemgået, i sin korte tid i klubben – og det er derfor også med stor glæde, at Laursen er Kolding-spiller de kommende tre år.
”I det halve år Lasse har været her, har han bekræftet os i de ting vi havde en god fornemmelse af i vinter – at han har en enormt stærk mentalitet og er et perfekt match i vores kultur. Derudover har han så også vist, at han rent niveaumæssigt har kunne tage op til Betinia Liga.
Han har den tekniske og især fysiske pakke til at kunne være med, og han kan sagtens rykke sig og spille med endnu mere modenhed og overskud i sit spil, så det ser vi frem til at udvikle sammen” fortæller Niklas Nürnberg.
Lasse Laursen og resten af truppen er netop sendt på en velfortjent ferie. Truppen og staben vender retur den 22. juni, hvor forberedelser frem mod den nye sæson igangsættes.