LYNSTART SIKREDE KOLDING FJERDE SEJR I TRÆK MOD ESBJERG
Kolding IF lagde pres på fra første fløjt, scorede to hurtige mål og kontrollerede opgøret hele vejen til en fortjent tredje sejr i træk på Blue Water Arena.
Kolding IF kom blæsende fra start på et solbeskinnet stadion i Esbjerg. Allerede efter 10 minutter scorede Villads sikkert til 0-1 efter flot opspil fra bagkæden og en skarp aflevering fra Morberg. Fire minutter senere øgede nytilkomne Nedic føringen efter et stærkt pres. Montenegrineren erobrede bolden fra Esbjergs målmand og sendte den sikkert i et tomt net.
Herefter faldt tempoet lidt, men Kolding havde fortsat styr på kampen. Efter en halv time kom Esbjerg til en chance fra kanten af feltet, men Moser greb sikkert ind. Kort efter var Villads Westh tæt på, da han sendte et forsøg lige over mål. Første halvleg sluttede med en stor mulighed til Magnus Saaby, men Esbjergs målmand reddede. Kolding gik til pause foran 0-2.
Anden halvleg startede roligt. Efter 53 minutter headede indskiftede Vadstrup bolden i mål, men scoringen blev annulleret for offside. Kolding fortsatte med at skabe chancer, og efter 67 minutter var både Tånnander og Døj tæt på at øge føringen. I slutfasen pressede Esbjerg på, men Koldings forsvar stod imod.
Tættest på en tredje scoring kom Isak Tånnander, der med et lob over målmanden ramte overliggeren. Esbjerg forsøgte at reducere i de døende minutter, men uden held. Kolding kunne dermed tage hjem med en sikker 0-2-sejr – og den tredje triumf i træk på Blue Water Arena.
Kampfakta
Esbjerg fB – Kolding IF 0-2 (0-2)
Målscorer:
10’ Villads Westh (Kolding IF)
14’ Nemanja Nedic (Kolding IF)
Advarsler – Esbjerg fB: 89’ Anton Skipper, 92’ Marcus Hansen, 94’ Peter Bjur
Advarsler – Kolding IF: 95’ Meinhard Olsen
Tilskuere: 3.460
Næste lørdag skal vi alle samles på Autocentralen Park igen, hvor Superliga-nedrykkerne fra Lyngby BK kommer forbi.
Du kan købe din billet til opgøret lige her: https://shop.kolding-if.dk/