
MAGNUS DØJ ER NY KOLDING-SPILLER
Det er med stor glæde, at klubben, efter længere tids forhandlinger, kan offentliggøre at man har tilknyttet det unge forsvarstalent Magnus Døj, på en aftale, der gælder fra sommeren af. Magnus Døj har skrevet under på en treårig kontrakt, der løber frem til sommeren 2028.
Den bare 19-årige forsvarsspiller, som kan dække alle pladser i bagkæden, kommer til klubben via en transfer fra 3. divisionsklubben Holbæk B&I, hvor han har bevist sig som en af klubbens store profiler.
Magnus Døj har tidligere været en del af FC Nordsjællands akademi, hvor han var en vigtig brik på deres stærke U15-mesterhold, herefter drog han til den sydvestsjællandske klub.
I Holbæk B&I fik Døj debut som bare 16-årig og det er sidenhen blevet til mere end 75 førsteholdskampe. Nu er tiden inde til at tage det næste skridt i karrieren, og det bliver på den anden side af Storebælt.
Kolding IF’s Head of Football, Niklas Nürnberg, er begejstret over tilknytningen af det unge talent:
“Magnus har ikke taget den lineære vej til professionel fodbold, og i stedet for at træne og spille med og mod de dygtigste talenter i Danmark på hans egen alder, har han fra en meget ung alder spillet voksenfodbold og på den måde fået en masse erfaring og hår på brystet.” Siger Nürnberg, og fortsætter:
”De fysiske og mentale erfaringer tror vi har rustet Magnus rigtig godt til at skulle begå sig i vores konkurrenceprægede miljø, og samtidig tror vi stadigvæk på, at der ligger et stort udviklingspotentiale i ham ved, at han nu kan indgå i et professionelt miljø og dedikere sig 100% til fodbolden.”
Magnus glæder sig til at blive en del af Kolding IF’s spændende projekt:
”Da Kolding første gang viste interesse i mig, var jeg ikke i tvivl om at dette vil være det rigtig næste skridt i min karriere. Nu glæder jeg mig til at komme i gang og være en del af Kolding IF og den spændende udvikling klubben er i.”
Siger Magnus, og ser frem til at møde alle i og omkring klubben. Han fortsætter:
”Jeg ser utrolig meget frem til at møde alle folkene bag klubben og omkring holdet, og have min daglige gang i Kolding. Det bliver stort at træde ind på Autocentralen Park og møde klubbens fans og vise dem hvad jeg har at byde ind med.” Slutter Døj af.
Magnus Døj støder til truppen ved opstarten af den nye sæson til sommer.
Hele Kolding IF ønsker Magnus velkommen til.
FAKTABOKS
Fulde navn: Magnus Døj
Født: 31.05.05 (19 år), Kalundborg
Position: Forsvarsspiller
FC Nordsjælland – ungdom
Holbæk B&I