MARTIN RASKA NY HEAD OF GOALKEEPER COACHING

Martin Raska tiltræder ny rolle i Kolding IF som Head of Keeper Coaching. Det betyder, at han går fra rollen som målmandstræner for førsteholdet til Head of Keeper Coaching for hele Kolding IF.

Martin Raska kom til Kolding IF denne sommer og har hidtil været målmandstræner for herrerne i Nordic Bet-Ligaen. Martin har siden sin ankomst bidraget med en enorm faglighed, som har resulteret i hele 10 clean sheets i Nordic bet-Ligaen samt 2 i pokalturneringen.

Tjekken har haft flere snakke med klubben om, hvordan man kan optimere setuppet omkring målmændene, ikke kun på førsteholdet, men i hele klubben.

Martin Raska fortæller selv om sin nye rolle:

”Først og fremmest er jeg meget taknemlig for, at klubben tilbyder mig denne nye rolle. Vi vil gerne skabe flere og bedre målmandstræninger, og vi vil gerne skabe et miljø, hvor målmændene trives, udvikler sine evner og udvikler sig personligt. Vi har nogle talentfulde målmænd på akademiet og nogle dygtige målmandstrænere, der er gode til at udvikle talenterne. Min helt store drøm og ambition er, at de unge målmænd i fremtiden kan udvikle sig og komme ind og spille for førsteholdet på Autocentralen Park.”

 

Fodbolddirektør Niklas Nürnberg udtaler følgende om Martin:

“Vi tog en chance, da vi bragte Martin herop fra Slovakiet i sommer, og det har vi ikke et øjeblik fortrudt. Fra dag 1 er han kommet med en enorm energi og engagement, og en lyst til at optimere målmandstræningen på alle niveauer i klubben. Det vigtigste har selvfølgelig været hans indsats for NordicBet Liga-holdet, hvor han sammen med keeperne også har en stor andel i, at vi har flest clean sheets og færrest mål indkasseret i rækken. Men at han også vil være med til at forme klubben, og måden vi udvikler keepere på de næste mange år fremover, både på herre- og damesiden, gør ham til et stort aktiv for os.”