MIKKEL JESPERSEN SKIFTER TIL BUNDESLIGAEN
Med stor stolthed, kan Kolding IF kan hermed meddele, at klubben endnu engang har solgt et trænertalent til absolut højeste hylde. First Team Coach Mikkel Jespersen skifter med omgående virkning til Bundesligaklubben 1. FSV Mainz 05.
Her skal Mikkel indgå i Bo Henriksens trænerteam.
33 årige Jespersen kom til klubben i sommeren 2021, hvor det siden er blevet til 75 optrædener på førsteholdet. Sideløbende har Mikkel Jespersen først haft en assistenttrænerrolle, og er senest blevet forfremmet til First Team Coach. Nu takker Mikkel af for denne gang, og klubben er særdeles stolte over, at endnu engang have fostret og solgt et talent videre.
Fodboldchef, Niklas Nürnberg, udtaler følgende om skiftet:
– Mikkel har været en nøgleperson i den positive udvikling som klubben har været igennem i de sidste 3 år, både som spiller på banen, hvor han har taget et stort ansvar qua hans lederskab og hans høje niveau, og som træner, hvor han med sin ærgerrighed og vilje hver dag har været med til at flytte holdet i en mere ambitiøs retning. Det fortjener han stor anerkendelse for.
– Vi havde gerne set Mikkel være en del af også at skulle tage de næste udviklingsskridt sammen med klubben, men har selvfølgelig også forståelse for, at det er en stor mulighed og et meget flot skridt op at kunne skifte til Bundesligaen. Vi er stolte over igen at kunne være med til at udvikle en træner og sende ham godt videre til et højt niveau, og vi ønsker selvfølgelig Mikkel al muligt held og lykke herfra, slutter Niklas Nürnberg af.
Mikkel Jespersen udtaler:
– Hvor skal man næsten starte? Det har været tre helt vilde år for mig i Kolding IF – sikke en rejse! Jeg har fra dag ét været utrolig glad for klubben og den hverdag, der hører til. Det første år var utrolig svært på det sportslige plan, men vi rejste os til sidst i sæsonen. Sæsonen efter udmundede med oprykning efter et utrolig stærkt oprykningsspil, og sidste år blev vi nummer tre i NordicBet-Ligaen, og leverede en utrolig stærk sæson på mange parametre. Alle tre år har på deres egen måde givet fantastiske minder.
– Der skal lyde en utrolig tak til mine holdkammerater gennem alle tre år, som har været fantastiske alle sammen. Samtidig skal det også lyde en tak til mine kollegaer inde på trænerkontoret, som har været med til at udvikle mig som person og træner. Lars og Ritter har bare været helt geniale hele vejen igennem. Uden disse to ville hverdagen ikke være den samme.
– Til Kolding og fans af klubben vil jeg bare sige, at I er fantastiske. Den støtte man får, når man spiller for denne klub, er unik. Jeg ser tilbage på nogle vilde hjemmekampe, som har været Superligaen værdig, når man kigger på den stemning I kan sætte. Bliv ved med det!
– Det vigtige for mig, når jeg siger farvel, er, at jeg efterlader klubben et bedre sted end da jeg kom til. Kolding IF går i den grad en spændende fremtid i møde. Men sådan en mulighed som opstået her, er jeg nødt til at prøve mig selv af på allerhøjeste niveau. Til sidst vil jeg bare ønske alle omkring klubben en god sæson og på gensyn i fremtiden, slutter Mikkel Jespersen af.
Alle i og omkring Kolding IF siger tusind tak til Mikkel Jespersen for en fantastisk indsats og rejsen, vi har været på sammen.
Kolding IF går således ind til sæsonen 2024/25 med Lasse Holmgaard som Cheftræner, Jacob Dehn som Assistenttræner, Chris Guldhammer som fysisk træner og Martin Raška som Målmandstræner.
#VIERKOLDING #SAMMENSKABERVIHISTORIE
Pressen kan henvende sig til vores Head Of Football, Niklas Nürnberg, hvis dette indbyder til yderligere spørgsmål på: nn@kolding-if.dk eller 53 65 39 61.