MORTEN SKOV FRA FONDEN FOR FYNSKE BANK DONERER BELØB TIL STYRKELSE AF SAMARBEJDET MELLEM KOLDING IF OG KOLDING BOLDKLUB

En vigtig milepæl er nået i samarbejdet mellem Kolding IF og Kolding Boldklub, hvor erhvervslivet nu for alvor træder til for at støtte udviklingen af fodbolden i Kolding.

Morten Skov fra Fynske Bank har som den første partner på projektet doneret 75.000 kroner til Kolding Boldklub, hvilket markerer en stor opbakning til de fælles ambitioner om at skabe et mere professionelt setup i begge klubber.

Et stærkere fundament for samarbejdet

Med Fonden for Fynske Banks engagement styrkes den økonomiske platform bag samarbejdet. Donationen vil blandt andet bidrage til at forbedre de sportslige og organisatoriske rammer, hvilket betyder, at klubberne kan fokusere endnu mere på at udvikle talent og skabe bedre forhold for spillere og trænere.

Morten Skov, ser mange muligheder i samarbejdet og håber at flere fra det lokale erhvervsliv støtter op om initiativet:
Jeg ser et stort potentiale i det samarbejde, som Kolding IF og Kolding Boldklub nu har etableret. Deres fælles initiativ kan både være med til at løfte fodbolden i byen og give de unge talenter, der endnu ikke har niveau til 1. division, en mulighed for at fortsætte med at spille fodbold på højt plan og i et udviklende miljø. Det er vigtigt, at vi i Kolding har et attraktivt tilbud til de unge spillere, der rykker op som seniorer og fortsat har ambitioner om at udvikle sig som fodboldspillere. Det får vi nu. Jeg har samtidig et stærkt håb om, at flere fra det lokale erhvervsliv vil bakke op om initiativet.

Frederik Lund, teknisk chef i Kolding IF, glæder sig over at lokale investorer ser potentiale i samarbejdet:

– Vi er utrolig taknemmelige for den opbakning, vi har modtaget fra Morten Skov og Fonden for Fynske Bank. Denne donation markerer ikke blot en milepæl i samarbejdet mellem Kolding IF og Kolding Boldklub, men også en stærk tro på det potentiale, der ligger i at skabe en fælles retning for fodbolden i Kolding. Med erhvervslivets støtte kan vi tage vigtige skridt mod at styrke talentudviklingen og skabe optimale rammer for både spillere og trænere. Det er et klart signal om, at vi sammen kan bygge noget unikt – en stærkere platform for fremtidens fodbold i byen. Samarbejdet er godt i gang, og det er spændende at se, hvor langt vi kan nå sammen.

Anders Flaskager, Ungdomsansvarlig i Kolding Boldklub og med i styregruppen i det nye samarbejde med Kolding IF:

– I Kolding Boldklub ser vi et stort potentiale i samarbejdet med Kolding iF. Vi ser det som et ´win win´ for begge klubber og for hele byen. Vi tror på, at vi sammen kan bygge et endnu mere attraktivt miljø for fodbold i Kolding – det gælder både det sportslige på banen, men også miljøet uden for banen. For at samarbejdet rigtigt kan ´flyve´, kræver det knofedt i form af arbejdstimer, men vi har også brug for opbakning af byen. Derfor er det fantastisk at Morten Skov fra Fonden for Fynske Bank har set potentialet i samarbejdet, har reageret hurtigt og valgt at støtte projektet. Derfor skal der lyde et kæmpe tak til Fynske Bank og Morten Skov og et håb og ønske om, at andre også har lyst til at bakke op om projektet. 

En vigtig støtte fra erhvervslivet

Morten Skovs støtte er endnu et bevis på, at erhvervslivet ser værdien i at investere i lokale sportsinitiativer. Dette partnerskab gør det muligt at løfte niveauet for både bredden og eliten og sikrer samtidig, at klubberne kan tiltrække flere ressourcer og bygge videre på det stærke fundament, de allerede har skabt.

Med erhvervslivets opbakning står samarbejdet mellem Kolding IF og Kolding Boldklub stærkere end nogensinde.  Fynske Banks partnerskab markerer starten på en ny æra, hvor sport og erhvervsliv går hånd i hånd om at skabe noget unikt for Kolding. Det er en historie, som kun lige er begyndt – og fremtiden ser lovende ud.


Første træning er tirsdag d. 21. januar kl. 17:30-18:45, så kontakt cheftræner Jes Bekke på 40862721, hvis du kunne tænke dig at være en del af holdet.