PAPEGØJEN OPGRADERER OG FORLÆNGER MED 3 ÅR

Kolding IF er stolte og glade over at kunne offentliggøre, at Papegøjen har valgt ikke blot at forlænge, men også at opgradere deres samarbejde med klubben for yderligere tre år. Det vidner om et stærkt og tillidsfuldt partnerskab, hvor fælles værdier, lokal forankring og passion for fodbolden går hånd i hånd.

Papegøjen har i mange år været en del af Kolding IF-familien og er kendt som et levende og populært samlingssted i Kolding. Her mødes mennesker på tværs af generationer til fællesskab og stemning – noget, der i høj grad afspejler det fællesskab, som også præger livet omkring Kolding IF.

Rikke Skou Jensen fra Papegøjen udtaler:
“Vi har haft et rigtig godt samarbejde med Kolding IF gennem flere år, og det har været naturligt for os at forlænge – og endda opgradere – aftalen. Klubben er i en fantastisk udvikling både sportsligt og kommercielt, og vi mærker tydeligt, hvordan fodbolden samler Kolding. Vi vil gerne være med på den rejse og støtte op om det lokale fællesskab, som betyder meget for os.”

Kim BJ Hansen fra Papegøjen tilføjer:
“For os handler samarbejdet ikke kun om synlighed – det handler om fællesskab. Vi ser, hvordan Kolding IF samler folk på tværs af alder og baggrund, og det er præcis den ånd, vi også står for på Papegøjen. Vi glæder os til at fortsætte rejsen sammen med klubben og alle de fantastiske mennesker omkring den.”

Michael Flyvholm, kommerciel chef i Kolding IF, supplerer:
“Samarbejdet med Papegøjen er et rigtig godt eksempel på, hvordan lokale partnerskaber kan skabe værdi for begge parter. Papegøjen er en fast del af bybilledet og et sted, mange Koldingborgere kender og holder af. Det matcher perfekt med Kolding IF’s ambition om at samle byen og skabe stærke oplevelser.”

Kolding IF takker Papegøjen for den fortsatte opbakning og glæder sig til at bygge videre på det gode samarbejde – til glæde for både fans, gæster og hele Kolding.

#ViErKolding