PETER DINESEN ER NY REKRUTTERINGSCHEF I KOLDING IF

Kolding if kan med stor glæde offentliggøre tilknytningen af peter dinesen som ny rekrutteringschef I Kolding IF.

Peter Dinesen kommer til Kolding IF fra 2. divisionsklubben Næstved Boldklub, hvor han gennem en lang årrække har været ansvarlig for den sportslige afdeling.

45-årige Peter Dinesen bringer stor erfaring og stærke kompetencer med sig til klubben. Siden 2017 har han arbejdet som sportschef i Næstved Boldklub og har gennem mange år i branchen opbygget en solid faglig ballast og et stærkt netværk inden for talentudvikling og professionel fodbold.  

I rollen som rekrutteringschef får Peter en central rolle i arbejdet med at styrke og videreudvikle hele klubbens rekrutteringsarbejde. Hvor han i et tæt samarbejde med akademichef Sergi Mora og Head of Football Niklas Nürnberg samt klubbens øvrige ledere og trænere skal være med til at videreudvikle den sportslige afdeling på flere niveauer – samtidig med at akademiet i endnu højere grad skal være leveringsdygtigt af spillere til klubbens førstehold.

Med ansættelsen af Peter Dinesen tilfører Kolding IF yderligere erfaring og kompetencer til arbejdet med udviklingen af klubbens talentmiljø og førstehold. Hovedpersonen selv, er begejstret for at være landet i Kolding IF. Han udtaler:

”Jeg glæder mig utrolig meget til at starte i Kolding IF. Når jeg tidligere har besøgt klubben, har jeg altid haft fornemmelsen af at det er et sted med gode mennesker, stærke værdier og en sund kultur omkring fodbold. Derfor må jeg også indrømme, at jeg blevet meget positivt overrasket over de flotte faciliteter og de spændende planer for fremtiden.”  fortæller Dinesen, som ser frem til at blive en del af projektet i Kolding IF:

”Det virker som et ambitiøst projekt med et stort potentiale, og det glæder jeg mig meget til at blive en del af. Jeg ser frem til at bidrage med mine kompetencer inden for scouting og rekruttering, og forhåbentlig være med til at flytte klubben endnu et skridt fremad.” slutter Dinesen af.

I et tæt samarbejde med klubbens Head of Football Niklas Nürnberg, skal Peter Dinesen videreudvikle den sportslige rekruttering, hvor han på det strategiske, relationelle og kulturelle skal tage klubben til det næste niveau. Niklas Nürnberg sætter ord på tilføjelsen:
”Med Peter får vi tilført stor erfaring og store kompetencer, når det kommer til at finde talent, som han har en lang historik for i Næstved. I vores videre udvikling, er det afgørende at få endnu flere kvalificerede øjne på tingene og folk der er specialister på deres område, og her bliver Peter en klar forstærkning af vores setup.”

Tilgangen af Peter Dinesen er endnu et vigtigt skridt i det fortsatte arbejde med at styrke rammerne omkring Kolding IF’s sportslige setup. Udover sit arbejde omkring klubbens førstehold, får Peter Dinesen også et tæt samarbejde med klubbens akademichef Sergi Mora, som ser frem til at få Peters erfaring og kompetencer ind i klubben. Han udtaler:

”Jeg mener, at akademiet i de seneste måneder har taget skridt i den rigtige retning. Klubbens akademi har udviklet sig betydeligt inden for metodik, holdpræstationer, individuelle udviklingsplaner samt scouting. Men hvis vi ønsker at tage et virkelig stort skridt fremad, er det afgørende at forstå, at vi er nødt til at tilføre endnu mere talent til vores team. Her mener vi, at tilføjelsen af Peter bliver helt fundamental for fremtiden for vores akademi og klubbens sportslige udvikling.” fortæller Sergi Mora, som også sætter et par ord på hvad Dinesen skal bringe ind i arbejdet omkring akademiet:

”Hans erfaring og evne til at identificere talent vil give os et nyt perspektiv og mulighed for at skabe nye strategier, så vi kan differentiere os på markedet for unge talenter. Det er uden tvivl en tilføjelse, som gør det muligt for os at være så ambitiøse, som vi ønsker at være.” afslutter klubbens akademichef, Sergi Mora.

Kolding IF ønsker at byde Peter hjerteligt velkommen til klubben.