POINTDELING PÅ DS ARENA

Søndag eftermiddag gik turen nordpå til Hobro, hvor et solbeskinnet DS Arena dannede rammen om opgøret. En kamp der var fyldt med højt tempo, mange dueller og høj underholdningsværdi.

Det var hjemmeholdet, der skabte kampens første chance, da et flot indlæg tvang Lennart Moser ud i en stærk redning. Efter 19 minutters spil måtte Moser igen på arbejde, da Theo Hansen pludselig stod helt fri foran mål, men Kolding-keeperen reddede situationen med en fremragende redning.

Kort efter i det 21. minut kom Hobro foran, hvor midtbanespilleren Zander Hyltoft dirigerede den i kassen. Kolding forsøgte efterfølgende at svare igen, og efter en halv times spil kom Jørgensen frem til en god afslutning, men Dakir i Hobro-målet afværgede forsøget. Kort før pausen var hjemmeholdet tæt på at fordoble føringen, men denne gang stod overliggeren i vejen.

Anden halvleg begyndte med et godt Kolding-pres. Nebiyou Perry fik en fin mulighed fra kanten af feltet, og momentum gav pote kort efter, da Mikael Ingebrigtsen skarpt sparkede bolden i nettet til 1-1.

I det 73. minut bragte Hobro sig igen foran, denne gang på et sikkert eksekveret straffespark af Marco Bruhn. Men Kolding gav ikke op. Efter et flot rush af Meinhard Olsen og et afrettet skud, dukkede Ingebrigtsen atter op og udlignede til 2-2.

I det 83. minut fik Kolding en gylden mulighed for at tage føringen, men Meinhard Olsen brændte fra straffesparkspletten. To minutter senere var Lesniak tæt på, men hans afslutning sneg sig lige forbi stolpen.

Dermed blev det til pointdeling på DS Arena efter en hektisk og underholdende fodboldkamp.

Kampfakta:

Hobro IK – Kolding IF 2-2 (1-0)

Målscorere:

20’ min Zander Hyltoft (Hobro IK)

54’ min Mikael Ingebrigtsen (Kolding IF)

74’ min Marco Bruhn (Hobro IK)

76’ min Mikael Ingebrigtsen (Kolding IF)

Advarsler:

Hobro IK: Søren Andreasen (61’ min)

Kolding IF: Magnus Saaby (28’ min), Nemanja Nedic (45’ min), Casper Jørgensen (58’ min), Jeffrey ’Papa’ (90+2’ min)

Tilskuertal: 1.327

På lørdag kl. 13:00 skal Kolding-drengene i aktion igen, når vi hjemme på Autocentralen Park tager imod Esbjerg fB. Du kan fange din billet til lørdagsbraget lige her: https://shop.kolding-if.dk/