POINTDELING PÅ RIISVANGEN

Kolding IF lignede længe en sikker vinder efter to scoringer af Isak Tånnander, men i kampens dramatiske slutfase sikrede Aarhus Fremad et point med to hurtige mål.

Kolding IF måtte tirsdag aften rejse hjem fra Aarhus med ét point i bagagen. Et velbesøgt Riisvangen Stadion dannede rammen om en intens kamp, hvor hjemmeholdet i de døende minutter sikrede sig uafgjort. Første halvleg var en jævnbyrde affære med chancer i begge ender – men det var oprykkerne fra Aarhus Fremad, der i den første halve time kom tættest på en åbning efter flere farlige kontrastød.

Mod pausen vendte kampbilledet dog, og Kolding IF satte tryk på for at få hul på bylden. Efter 34 minutters spil slap Nørager fri i venstresiden og sendte et præcise indlæg ind i feltet, hvor formstærke Isak Tånnander steg til vejrs og headede gæsterne foran kort før pausen.

I anden halvleg blev kampen mere afventende uden de helt store chancer. Efter en times spil slog Tånnander til igen og fordoblede føringen. Efter et hjørnespark headede Vadstrup bolden på tværs, og den landende for fødderne af Tånnander, som resolut bankede den ind bag en chanceløs Aarhus Fremad-målmand til 0-2.

Men spændingen udeblev ikke. I det 87. minut reducerede Aarhus Fremads angriber Kasper Andersen, og blot tre minutter senere udnyttede han endnu et velspillet angreb og udlignede til 2-2. I overtiden jagtede Kolding sejren, men forløsningen kom aldrig – og dermed måtte gæsterne nøjes med at tage ét point med hjem fra Riisvangen.

Kampfakta:

Aarhus Fremad – Kolding IF 2-2 (0-1)

Målscorere:

 34’ Isak Tånnander (Kolding IF)

61’ Isak Tånnander (Kolding IF)

87’ Kasper Andersen (Aarhus Fremad)

90’ Kasper Andersen (Aarhus Fremad)

 

Advarsler:

Advarsler – Aarhus Fremad: Simon Bækgård (68’), Erik Nissen (72’), Frederik Grube (90+3’)

Advarsler – Kolding IF: Eric Voufack (76’), Magnus Saaby (85’)

 

Tilskuere: 2.537

Næste kamp er allerede på lørdag d. 23. august når vi på Sundby Idrætspark tager kampen op mod B.93.