
RASMUS MØLLER JACOBSEN TILTRÆDER SOM HEAD OF MATCHDAY EXPERIENCE I KOLDING IF
Kolding IF har ansat Rasmus Møller Jacobsen i en nyoprettet rolle som Head of Matchday Experience. En stilling, der skal løfte hele stadionoplevelsen for både fans og frivillige – og som er endnu et vigtigt skridt i klubbens udvikling.
Rasmus har gennem de seneste to år været ansvarlig for driften af salgsboderne på Autocentralen Park, og hans indsats har været en vigtig del af det samlede kampdagssetup. Nu træder han ind i en bredere rolle med ansvar for hele kampdagsoplevelsen.
Rasmus fortæller:
”Efter to spændende år med fokus på salgsboderne på Autocentralen Park, har jeg nu taget næste skridt og indtrådt i den her nye og spændende rolle, her vil jeg fortsat arbejde med at optimere salgsboderne, men også styrke den samlede stadionoplevelse – med særligt fokus på at skabe et stærkt team af medarbejdere og frivillige. Derudover glæder jeg mig til at løfte oplevelsen omkring vores kvindekampe og skabe en endnu bedre kampdag for både fans og samarbejdspartnere.”
Klubbens tekniske chef, Frederik Lund, ser store perspektiver i Rasmus’ nye rolle:
“Rasmus har vist et kæmpe engagement og forståelse for, hvad det kræver at skabe en god oplevelse for vores fans. Med hans menneskelige kvaliteter og organisatoriske evner er han den helt rette til at lede og udvikle vores kampdagsoplevelser – og til at bygge videre på den stærke kultur vi har i og omkring klubben.”
Kolding IF har store ambitioner for fremtiden – både sportsligt og organisatorisk – og tilføjelsen af en Head of Matchday Experience skal være med til at sikre, at fans og samarbejdspartnere får endnu flere grunde til at komme på stadion.