SERGI MORA ER NY AKADEMICHEF PÅ DRENGEAKADEMIET
Kolding IF kan i dag offentliggøre den kommende struktur på klubbens drengeakademi. Efter et par ændringer i organisation på klubbens drengeakademi, har klubben vurderet organisationen og lagt en ny strategisk retning for akademiets fremtid. Kolding IF ønsker at løfte akademiet til næste niveau, og derfor sker der nu en række målrettede organisatoriske justeringer.
Fra 1. januar 2026 tiltræder Sergi Mora som ny akademichef i Kolding IF. Sergi kommer fra stillingen Head of Youth Development, men ser nu ind i en ny stilling i Kolding IF. Stillingen samler Head of Coaching og Talentchef-rollen i én funktion. Sergi bliver dermed øverste ansvarlige for klubbens akademi og vil referere direkte til fodboldchef Niklas Nürnberg. I forlængelse heraf indleder klubben nu processen med at rekruttere en ny ungdomsudviklingstræner.
Sergi Mora kom til Kolding IF i sommer fra Girona FC, hvor han gennem otte år stod i spidsen for flere ungdomsårgange – senest U19-holdet, som blandt andet deltog i UEFA Youth League. Han har på kort tid gjort et stærkt indtryk i klubben og repræsenterer præcis de kompetencer, klubben ønsker i den fremtidige akademiledelse. I sin tid i Girona FC har han været med til at udvikle flere store talenter, som i dag spiller i klubber på de største adresser i Europa.
Kolding IF’s Tekniske Chef, Frederik Lund udtaler:
“Vi har nøje vurderet den langsigtede retning for akademiet, og her er Sergi et naturligt valg som leder. Hans professionalisme, engagement og erfaring fra et højt internationalt niveau er præcis det, der skal drive akademiet videre.”
Også klubbens Head of Football, Niklas Nürnberg, er meget begejstret for Sergis nye rolle på drengeakademiet. Han fortæller:
”Siden Sergi tiltrådte i sommer, har han udover at bringe et højt niveau af kompetence, også udvist en enorm vilje og engagement for at forbedre de yngre akademiårgange, og vi kunne hurtigt se tingene bevæge sig i den rigtige retning. Derfor har også været helt oplagt for os, at vi nu giver ham et endnu større ansvar for at drive udviklingen fremad på vores akademi generelt, så vi kan få sat en endnu mere ambitiøs og elitær retning for fremtiden.”
Hovedpersonen selv, Sergi Mora, er glad for den tid han allerede har haft i Kolding og ser frem til at begå sig i sin nye rolle:
”Det er nu fem måneder siden, jeg begyndte i Kolding IF, og i den tid er det gået op for mig, at jeg føler mig hjemme – både i klubben og i byen. Jeg er meget tilfreds med og stolt af den beslutning, jeg tog om at komme til Kolding. Mange tak til alle i klubben og i byen, som har taget imod mig så varmt.
Klubben har en sund ambition om fortsat at vokse og forbedre sig på alle områder, herunder at skabe et fodboldakademi, der er konkurrencedygtigt og kan være med til at udvikle unge spillere til førsteholdet i løbet af de kommende år. Jeg føler mig meget beæret og taknemmelig over, at Kolding IF har bedt mig om at stå i spidsen for dette akademi. Jeg er ekstremt begejstret for at påtage mig denne rolle, og jeg kan forsikre jer om, at vi vil arbejde hårdt for at sikre, at Koldings drengeakademi får den nødvendige identitet og et kvalitetsstempel, der bliver anerkendt i fodboldverdenen. Vi skal sikre, at de spillere, der er en del af akademiet, har en tydeligt defineret og krævende vej, der kan bringe dem til professionel fodbold.”
I forbindelse med ændringerne stopper også Thomas Olander som Talentchef ved årets udgang, efter eget ønske. Kolding IF takker Thomas for indsatsen og ønsker ham alt det bedste i hans videre karriere.
Spørgsmål rettes til klubbens Head of Football, Niklas Nürnberg på nn@kolding-if.dk.