TÆT LOKALOPGØR ENDER MED NEDERLAG
Fredagens lokalbrag på Autocentralen Park bød på masser af intensitet, spænding og fem scoringer, da Kolding IF tog imod Vejle Boldklub. Koldingenserne fik en drømmestart på kampen, men trods en føring på 1-0 måtte hjemmeholdet til sidst se sig besejret med 2-3.
Kolding IF kom bedst fra start, men allerede efter fire minutters spil måtte Isak Tånnander forlade banen. Det gav debut til Gustav Friberg, der for første gang iførte sig Kolding IF-trøjen.

Blot et minut senere kom hjemmeholdet foran. Et velplaceret hjørnespark fandt Sterling Yateke, der steg til vejrs og med et flot hovedstød dirigerede bolden i mål til 1-0.
Efter den gode start fortsatte Kolding med at arbejde hårdt og forsøge at holde Vejle fra de store muligheder. Vejlenserne fik dog gradvist arbejdet sig bedre ind i opgøret, og kort før pausen lykkedes det gæsterne at få udlignet.
Efter 42 minutters spil fandt Wahidullah Faghir Tobias Bach med et oplæg, og Tobias Bach svigtede ikke foran mål. Afslutningen endte i netmaskerne, og dermed gik holdene til pause ved stillingen 1-1.
Vejle kom bedre ud til anden halvleg og fik hurtigt vendt kampen på hovedet. Efter 53 minutters spil bragte gæsterne sig foran, da Wahidullah Faghir kom på tavlen og gjorde det til 1-2.
Blot fire minutter senere var Faghir på pletten igen. Vejle udnyttede momentum og scorede til 1-3, hvilket gav gæsterne et solidt udgangspunkt for kampens sidste del.
Kolding IF gav dog ikke op og kæmpede bravt for at komme tilbage i opgøret. I kampens overtid lykkedes det Tobias Augustinus-Jensen at reducere til 2-3. Det var Augustinus-Jensens første scoring i Kolding IF-trøjen.
Der var dermed lagt op til en spændende afslutning, men trods et stort Kolding-pres i de sidste minutter lykkedes det ikke at finde den udlignende scoring. Dermed kunne Vejle Boldklub rejse hjem med alle tre point.

Kampfakta
Kolding IF – Vejle Boldklub 2-3 (1-1)
Sterling Yateke, 1-0 (5’ min)
Tobias Bach, 1-1 (42’ min)
Wahidullah Faghir, 1-2 (53’ min)
Wahidullah Faghir, 1-3 (57’ min)
Tobias Augustinus-Jensen, 2-3 (91’ min)
Advarsler
Kolding IF: Sterling Yateke (6’ min.), Jonas Graabæk Hansen (61’ min.)
Tilskuertal: 5.107
Lørdag d. 29. august tager vi imod oprykkerne fra AB Gladsaxe på Autocentralen Park. Køb din billet her: https://kif.eventii.dk/