VESTJYSK BANK – DANMARKS STÆRKESTE LOKALBANK BLIVER HOVEDSPONSOR
Det gør ikke noget at drømme stort, vel? Det har Kolding IF og Vestjysk BANK i hvert fald gjort – og nogle gange, så går drømmene i opfyldelse.
Længe har banken med 25 filialer i Jylland og fodboldklubben med de store ambitioner haft en fælles drøm om, at konsolidere deres tætte samarbejde. En drøm der i dag er gået i opfyldelse.

Vestjysk BANK Tribunen, mine damer og herrer. Vestjysk BANK Tribunen. Kolding IFs nye Hovedtribune. Med udsigt over Kolding by og Koldinghus. Med udsigt til store ambitioner, lokale samarbejder og et brændende hjerte for Kolding. Banken og fodboldklubben. Vestjysk BANK Tribunen. Tribune-samarbejdet gør samtidig Danmarks stærkeste lokalbank til Hovedsponsor i klubben – og en af de absolut vigtigste samarbejdspartnere i fremtidens Kolding IF.
Det nye samarbejde glæder Filialdirektør i Kolding Martin Smed. Han fortæller:
”Vi har længe samarbejdet tæt med Kolding IF, og nu føles det helt rigtigt at tage næste skridt og blive Hovedsponsor. Klubben har givet os utrolig meget værdi indtil nu, og vi er sikrer på, at vi med den fælles indvielse af Vestjysk BANK Tribunen bliver endnu stærkere sammen.”

Vestjysk BANK sætter Nærvær, Enkelhed og Handling som ufravigelige grundpiller i deres daglige arbejde – og det kommer til udtryk i deres kompetente rådgivere, der virkelig prioriterer at have både tid og overskud til deres kunder. Og netop tid og overskud er et nøgleord der genspejler sig i Salgschef Marcel Mensel-Legalds ord om det nye samarbejde:
”For os handler hele projekt Kolding IF om den tætte relation og en fælles vilje til at lykkes. Vi har i flere år haft en tæt relation til Vestjysk BANK, og det er en fornøjelse at sammen udvikle relationen og samarbejdet undervejs.”

Indgåelsen af den nye Hovedsponsor-aftale begejstrer hele klubben igennem, og samarbejdet kommer til at gøre en forskel for alle med et Kolding IF-hjerte. Kommerciel chef Michael Flyvholm glæder sig også. Han fortæller:
”Vestjysk BANK viser virkelig her at de prioriterer at vi lykkes som by. Igennem flere år har de været en tæt samarbejdspartner, og at de nu vælger at gå det sidste skridt for byen og klubben, viser at de oprigtigt vil byen og den positive udvikling.”
Hovedsponsoraftalen løber til sommeren 2029 og hele Kolding IF ønsker at rette en varm TAK til Martin Smed og resten af Vestjysk BANK.

#ViErKolding #SammenSkaberViHistorie #ModBolden