Første spadestik til fremtidens Kolding IF

En milepæl i Kolding IF’s 129-årige historie er nået og første spadestik til klubbens nye Hovedtribune er en realitet.

Spadestikket blev taget af flere byrådspolitikerer, en stor del af de 25 investorer bag tribuneselskabet og hovedentreprenør JORTON.

Klubbens nye Hovedtribune bliver epicenteret i fremtidens Kolding IF satsning, og bliver en ambitiøs bygning der skal huse de næste mange, mange års elitefodbold i Kolding. Bygningen bliver på små 5.000 m2 og foruden en VIP-lounge til 800 personer med skybokse, så bliver den fra stue til kvist topmoderne og både svarende til tiden og de rammer som klubben har hårdt brug for.

Bestyrelsesformand Claus Holm-Søberg udtaler:

– Det er et historisk milepæl for klubben. Det er års hårdt og dedikeret arbejde der nu kulminerer med igangsætning af næste etape af Fremtidens Stadion i Kolding. Det er skelsættende og sikrer at Kolding IF kan tage de næste skridt mod toppen af dansk fodbold. Vi får med den ny hovedtribune moderne og tidssvarende faciliteter, der er nødvendige for at konkurrere på højeste niveau. Vi skylder en meget stor tak til alle som har bidraget undervejs. Vi skylder en særlig stor tak til Kolding Kommune samt ikke mindst hver og en af de 25 lokale investorer, som har investeret i vores fremtid – ikke kun klubbens, men hele byens fremtid.

– Det er en stor glæde men også lettelse at vi er nået hertil. Vi glæder os til at åbne dørene til den ny hovedtribune forventeligt december 2025. Vi ser frem til de mange fremtidige kampe og events på stadion med fællesskab og uforglemmelige øjeblikke til glæde for hele Kolding, siger formanden

Masterplanen blev udformet i 2020, og via stenhårdt og ambitiøst arbejde, så er den nu en realitet takket været Kolding Byråd og helt unikke 25 investorer i projektet.

Du kan læse meget mere om det samlede projekt her, og så kan du snart glæde dig til en helt ny fodboldoplevelse på Autocentralen Park.