FORSVARSTALENT SKIFTER TIL KOLDING IF
18-årige Malthe Bøndergaard skifter til Kolding IF fra Esbjerg fB efter en succesfuld prøvetræning.
Malthe har en fortid på både FC Midtjylland og EfBs akademi, derudover har han været udtaget på diverse ungdomslandshold, hvor han ligeledes har været anfører.
Han har nu indgået en aftale med Kolding IF og skal både begå sig omkring NordicBet Liga-truppen, samt på U19 Divisionsholdet.
Malthe kommer til Kolding IF med en fin pakke, ifølge Fodboldchef, Niklas Nürnberg:
– Malthe har fra første dag han kom her vist en rigtigt god indstilling, og en vilje til at lære og blive dygtigere. Det er en ung fyr der er villig til at ofre meget for at prioritere sin fodbold, og som har en fin pakke at arbejde med forsvarsmæssigt, som vi skal forsøge at udvikle i den daglige træning med førsteholdet og i kampe med U19, siger Nürnberg om den unge forsvarsspiller
Hovedpersonen selv, Malthe Bøndergaard, glæder sig til at blive en fast del af miljøet:
– Jeg er rigtig glad for mit skifte til Kolding IF. Klubben er i en rigtig god udvikling og har et fremragende træningsmiljø, som jeg glæder mig til at blive en del af.
Jeg er bevidst om vigtigheden af at være tålmodig og tage mig tid til at tilpasse mig de nye omgivelser og jeg ser frem til at suge til mig af de erfarne spilleres viden og erfaring, da det er vigtigt for min egen udvikling. Jeg er klar til at arbejde hårdt og gribe de muligheder jeg får, siger Bøndergaard om sin nye aftale med Kolding IF
Malthe Bøndergaard har allerede haft sin første arbejdsdag i Kolding IF