KOLDING VILLE REDDE IDRÆTSKLASSERNE OG LYKKEDES

Mandag blev det offentliggjort at idrætsklasserne er reddet, til stor glæde for alle foreningerne i kommunen og til stor gavn for kommunens borgere.

Socialdemokratiet, SF, Venstre og Dansk Folkeparti har mandag d. 9. september, indgået en fuld budgetaftale om Kolding Kommunes økonomi i 2025, med et flertal i byrådet.

– Konsekvenserne af en potentiel besparelse kunne ikke overvurderes, derfor er vi også meget tilfredse med, at den nu engang for alle, er af debatteret. Vi er sindssygt glade og så må vi give vores største respekt for Jakob Ville og alle de andre for at handle så hurtigt på tingene.
Nu kan vi se fremad og alle foreningerne i kommunen kan fortsætte det i forvejen stærke arbejde for at sikre en sund foreningskultur, hvor der er plads til både bredden og eliten, som gør Kolding endnu mere attraktiv for nye, såvel som etablerede, borgere, siger Teknisk Chef i Kolding IF, Frederik Lund

Jakob Ville fra Venstre er helt med på vigtigheden af aftalen:
– Det har en kæmpe betydning for foreningerne. Vi har fra dag ét, kæmpet for at eliteklasserne skulle bestå med de 2 spor de har.
De 2 spor betyder at vi stadig har plads til alle sportsgrene i idrætsklasserne, så der er plads til at alle Kolding-børn med et særligt talent kan udleve sin drøm, derfor synes vi, det er vigtigt at fastholde de 2 spor og ikke kun 1, siger Jakob Ville og fortsætter med at snakke om hvad det også betyder for bredden:

– Det betyder meget, fordi bredden vokser også ved at eliten vokser. Altså bredden vokser ved at de også har nogen at se op til og har noget at stræbe efter, og nogle har nogle drømme om at nå et eller andet sted hen med sin idræt. De render rundt på banen og drømmer om at blive et stort talent så derfor hører eliten og bredden rigtig godt sammen.
Vi skal have noget energi ind, og det gør vi ved at investere i det. Jeg kender flere familier der er flyttet hertil fordi deres børn dyrker idræt på højere niveau og der er det her tilbud. Så hvis man vil vækste, er det her også en nødvendighed, siger Jakob Ville og slutter af med at fortælle om vigtigheden af sportsoplevelserne som eliten byder på:

– Vi kan jo se at det er sådan noget der samler. Vi har set hvor mange vi kan samle til at se Tour de France og EM i fodbold, men vi har jo også de ting her i Kolding, fodbold, håndbold og mange andre elite-idrætsgrene, som kan samle. Det her med at vi samles om noget og fejrer noget sammen. Det giver noget sammenhold og noget stolthed over vores by, så det er helt klart en investering værd.

Kolding IF vil slutteligt gerne sige en stor tak til de foreninger som bakkede op om det fælles høringssvar, ungdomsuddannelserne som sendte deres eget høringssvar og til flertallet i byrådet, som har sikret fremtiden for foreningerne.