KRISTOFFER WICHMANN SKIFTER TIL BUNDESLIGAEN
Kristoffer Wichmann har siden marts 2021 været cheftræner i Kolding IF. Siden har han været med hele vejen igennem tiden i 2. division, og i sommeren 2023 sikrede han os den vitale oprykning til landets næstbedste række. Aktuelt har Wichmann, sammen med den dygtige stab og spillertrup, skaffet klubben en 3. plads i NordicBet-Ligaen i denne sæson, og det er Kolding IF’s bedste resultat i mere end 40 år.
Rejsen sammen med Wichmann slutter i midlertidig her, idet han skifter til den tyske Bundesliga i en assistenttrænerrolle.
Bestyrelsesformand Claus Holm-Søberg i Kolding IF siger:
– Kristoffer kom til os hvor vi stod i en utrolig svær situation. Sammen fik vi sat en ny retning, som nu har sikret klubbens bedste placering i generationer. Kristoffer er utrolig dygtig og altid enormt dedikeret i hans arbejde. Vi står i dag et helt andet sted, hvor spillestilen er en af de mest, hvis ikke den mest, afklarede i dansk fodbold. Dertil er der skabt en unik vinderkultur i klubben, hvor alle ved de skal yde deres bedste hver dag.
– Al ting har en ende siger man, og Kristoffer har fået en helt speciel mulighed for at tage et stort næste skridt i sin trænerkarriere. Bundesligaen er en helt anden scene og derfor har vi også forståelse for, at dette skifte er det rigtige samtidig med at vi er blevet rimeligt kompenseret, så Kristoffer kan forfølge sin næste karrieredrøm.
– Vi har haft en fantastisk tid sammen med store skelsættende oplevelser. Vi står et rigtig godt sted med en kompetent og bred stab, som har været med på rejsen og kender retningen. Dette stærke fundament kommer vi til at bygge videre på så vi bevarer den stærke kultur med arbejdsomhed og dedikation, som skal sikre os fortsat sportslig fremgang og udvikling. Vi præsenterer umiddelbart herefter en ny stærk løsning på trænerfronten som spillerne kommer til at møde når de kommer ind efter en yderst velfortjent sommerferie, slutter Claus Holm-Søberg af.
Kristoffer Wichmann udtaler:
– Jeg havde troet at jeg skulle være i Kolding IF i adskillige år, hvilket min forlængelse med denne her fantastiske klub også synliggjorde. Fodbold er dog til tider en uberegnelig størrelse, og den her mulighed håber jeg alle forstår, at jeg skal tage. Derfor er det også 100 procent et på-gensyn til Kolding IF, hvor min samhørighed med fans/supportere, sponsorer og alle i og omkring klubben er helt speciel. Jeg vil gerne sige tak til alle der har gjort, at vi står et fantastisk sted i Kolding IF, men også at det har sandsynliggjort at jeg er blevet interessant for andre klubber, og i det her tilfælde en klub i Bundesligaen.
– En ekstra anerkendelse og tak skal gives til mine fantastiske spillere. Hemmeligheden bag vores succes er ikke mig, men OS. Alle i staben samt især Ritter og Lars, som er så vanvittigt dygtige, det skal alle huske på.
– Marcel og Flyvholm er for vilde, og i min optik er de den helt store hemmelighed bag alle de muligheder Kolding IF har lige nu. Også et tak for et godt samarbejde til ejerkredsen, hvor udviklingen af klubben, med især Thorsten, har været stærk.
– Jeg har siden den første dag jeg startede sagt, at vi skal lave minder og historier sammen. Det har vi den grad gjort! Vores værdisæt i klubben har sin unikhed ved, at alle hver evig eneste dag udøver tillid, ærlighed og loyalitet til hinanden.
– Til alle – Husk at den support I alle har givet mig, har gjort at jeg har præsteret mit bedste. Det skal I også huske at give til den næste cheftræner, stab og spillere. I har alle en kæmpe betydning for succesen i fremtiden.
Alle i og omkring Kolding IF siger TUSIND TAK til Kristoffer Wichmann for tiden hos os, for samarbejdet, for de resultater vi har opnået sammen og ikke mindst for alle de gode oplevelser som vi har haft sammen
#ViErKolding #SammenSkaberViHistorie
Pressen kan henvende sig til vores Head Of Football, Niklas Nürnberg, hvis dette indbyder til yderligere spørgsmål på: nn@kolding-if.dk eller 53 65 39 61