MESTERTRÆNER BLIVER NY U17 TRÆNER

Vores nye U17 træner bliver Arun Rajkumar, som netop er blevet kåret til mestrene af U17 pokalturneringen, og som i skrivende stund står til også at vinde U17 Divisionen med Hobro IK.

Arun er oprindeligt fra Sjælland og har været i både AB og Brøndby IF inden han blev træner i Hobro IK, som han har taget med storm det seneste halvandet år.

Arun havde mange kort på hånden i forhold til sin fremtid, som efter nøje overvejelser lander hos Kolding IF:

– Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg havde en række fine muligheder, men valget endte på Kolding IF, da jeg godt kunne lide den plan der var for mig. At jeg kan være U17 cheftræner og skal lave en kultur, der kan forstærke udtrykket på spillestilen. Derudover får jeg muligheden for at være med omkring NordicBet Liga-truppen, som kan give mig værktøjer fremadrettet og til U17 truppen, siger Arun og fortsætter snakken om sine egne forventninger til den fremtid der står foran ham:

– Jeg håber på at folk udefra kan se et aggressivt fremadrettet presspil, med en masse mod og ærgerrighed hos drengene. Derudover vil det være sjovt at lege med i toppen af U17 Divisionen, men alt kommer ved at skabe en kultur, hvor drengene kan se værdien i at arbejde hårdt på træningsbanen, som udmønter sig i succes på kampdagen.
Det kan forhåbentligt være et godt springbræt til seniorfodbold på et senere tidspunkt, slutter Arun Rajkumar af

Head of Coaching på drengeakademiet, Esben Jensen, glæder sig over at få så dygtig en træner tilknyttet:

– Det er med stor glæde, at vi kan tilføje en så dygtig træner som Arun til vores team. Han passer rigtig godt ind i vores filosofi og tilgang, samt har han de kompetencer og værdier, som vi vægter højt.

Jeg er overbevist om, at vi ser ind i et rigtig spændende år på U17, hvor vi med Arun i spidsen for et meget kompetent trænerteam, får skabt nogle rigtig gode rammer for at udvikle miljøet og spillerne til det næste skridt, siger Esben Jensen