NY ASSISTENTTRÆNER TIL KVINDELIGA

Når pigerne møder ind efter ferien, er der en ny tilføjelse til trænerteamet, hvor Jørgen Tand Sørensen er ny assistenttræner.

Jørgen har de sidste år, haft forskellige roller indenfor pigefodbolden i Danmark. Senest har han været cheftræner for Vejle Boldklubs 2. division kvinder i 2 ½ år, og inden det har han bla. også været Head Of Coaching på pigesiden i FC Horsens. Derudover er han uddannet DBU-instruktør med A-trænerlicens med stor erfaring.

Jørgen glæder sig til de nye og spændende udfordringer, der venter ham som assistenttræner i Kolding IF:

– Efter en god dialog med Allan Drost, hvor jeg fik et indblik i organisation, og hvad der venter mig i Kolding IF, hvis jeg kunne se mig selv være assistent på Kvindeligaholdet, skulle der ikke tænkes længe. Jeg kunne mærke, at det var det helt rigtige valg for mig at komme til Kolding IF. 

En ting der var vigtigt for mig i dialogen var, at jeg ikke kom til klubben som assistenttræner for at flytte kegler, men også skulle tage ansvar for den videre udvikling. En anden ting var hele setupet omkring holdet, hvor mit hovedfokus er den sportslige udvikling til træning og kamp.

Derudover kender jeg flere af trænerne i klubben allerede, som taler positivt om Kolding IF. Jeg glæder mig derfor til at møde spillerne og resten af staben og komme i gang på banen, når der kaldes ind efter sommerferien.

 

Cheftræner Allan Drost, glæder sig ligeledes over samarbejdet med Jørgen:

– Efter det stod klart at vi måtte tage pænt afsked med Peter Flies i rollen som assistenttræner, har vi arbejdet med at finde den rette person, som kunne supplere staben omkring Kvindeligaholdet. Den person er jeg sikker på at vi har fundet i Jørgen Tand Sørensen, som jeg glæder mig utrolig meget over at vi har kunnet tiltrække i skarp konkurrence med flere andre klubber. Jørgen har i løbet af sin tid i Vejle Boldklub samt hans virke som DBU-instruktør udvist stor faglighed, og stor menneskelig indsigt. Begge dele er væsentlige elementer i vores værdisæt, og dermed ting som jeg er sikker på, vil kunne gavne os i forhold til at udvikle vores miljø endnu mere.

Han har i Vejle arbejdet med en særdeles ung senior-trup, og har dermed god erfaring i arbejdet med at hjælpe unge spillere, med at tage skridtet op i seniorfodbold. Dette passer rigtig godt ind hos os, da vi jo som bekendt arbejder ud fra en strategi om, at vi gerne vil tilbyde de dygtigste unge spillere, muligheden for at bryde igennem på øverste nationale niveau. Samlet set er det derfor en særdeles interessant profil, vi får tilknyttet et i forvejen stærkt team, og jeg glæder mig rigtig meget til samarbejdet i den kommende sæson.