NY SPORTSLIG STRUKTUR I KOLDING IF

Niklas Nürnberg tiltræder som Head of Football.

Kolding IF har taget store skridt i den sportslige udvikling over de senere år. I forbindelse med ændringerne i trænerteamet har vi derfor valgt at tilpasse og skærpe strukturen for den sportslige ledelse. Den overordnede ledelse af den sportslige sektor vil fremover fortsat bestå af Teknisk Chef Frederik Lund, men suppleres nu af Niklas Nürnberg der tiltræder som Head of Football. 

Niklas Nürnberg har været hos os siden 1. januar 2021 og haft forskellige roller omkring førsteholdet, relateret til spillestil, analyse og rekruttering. Nu tiltræder Niklas så i den nyetablerede stilling som Head of Football. Fremover har Niklas det overordnede ansvar for det fodboldfaglige område for førsteholdet og akademi på herre- og drengesiden. Opgaverne indbefatter spillestil og træningsmetodik, sparring, scouting, rekruttering samt ikke mindst daglig ledelse af trænerteamet for førsteholdet i samarbejde med Frederik Lund.

Frederik Lund udtaler:

Vi har i de sidste 3½ år været i en rivende udvikling sportsligt, både med oprykningen i 2023 og en historisk 3. plads i denne sæson. Den succes, vi har oplevet sportsligt, skyldes i stor grad Niklas’ fantastiske arbejde. Det er derfor helt naturligt, at Niklas nu indtager en større rolle og ansvar i klubben, så vi sammen kan fortsætte klubbens hastige og positive udvikling.”

Niklas Nürnberg udtaler:

Jeg har været ekstremt glad for min foreløbige tid i klubben, hvor jeg er blevet bjergtaget af den enorme passion og opbakning jeg hver dag mærker fra folk i og omkring denne klub. I de 3½ år jeg har været her, har klubben har udviklet sig i raketfart på alle mulige plan, og med den støt stigende opbakning vi mærker fra investorer, sponsorer og ikke mindst vores fans, er der ingen tvivl om, at klubben stadig har et kæmpe potentiale. Muligheden for at kunne sætte nogle nye sportslige milepæle for Kolding IF samtidig med, at der bygges nogle fantastiske rammer for klubben, er for mig en kæmpe motivation for at skulle være en del af det her projekt de næste mange år.

Bestyrelsesformand Claus Holm-Søberg i Kolding IF:

– Sammensætningen af den sportslige ledelse er et udtryk for at vi ønsker kontinuitet, og at vi skal have dækket en samlet pakke af kompetencer. Niklas har haft afgørende betydning for hvor vi står rent sportsligt og derfor er det naturligt at Niklas nu træder ind i rollen som Head of Football.
Frederik og Niklas bliver et stærkt team, som besidder stor faglig viden og sammen med en altid stor arbejdsomhed er jeg sikker på Kolding IF står godt rustet til de kommende år.

Kolding IF glæder sig til det nye setup, og sammen at udvikle det stærke og velafprøvede koncept.

#ViErKolding #SammenSkaberHistorie

Pressen kan henvende sig til vores Head Of Football, Niklas Nürnberg, hvis dette indbyder til yderligere spørgsmål på: nn@kolding-if.dk eller 53 65 39 61