Nyt U16 Liga trænerteam på plads i Kolding IF

Når vores U16 hold møder ind efter sommerferien bliver det med et nyt trænerteam omkring pigerne, da vores nuværende U16 cheftræner Kasper Mayland Kjærsgaard efter sommerferien tiltræder i rollen som Head of coaching.

Den nye U16 Liga cheftræner bliver Iben Glyngø Thisvad som pt. er assistent på vores U19 liga hold. Iben er i vores øjne et at de største kvindelige trænertalenter der er i Danmark og derfor lå løsningen lige for – særligt da Iben kender den kommende U16-trup særdeles godt da hun tidligere har haft spillerne som U14. Vi er glade og stolte som klub over at Iben har sagt ja til denne stilling.

Iben er spændt på de nye opgaver der venter, som cheftræner for U16 Liga:
– Jeg glæder mig utrolig meget til at komme i gang. Det motiverer mig at arbejde med unge mennesker og se dem udvikle sig både sportsligt og personligt. Mit ønske er at skabe et udviklingsmiljø, hvor vi træner med høj intensitet og kvalitet med fokus på beslutningstagen, og hvor vi sammen kan udfordre os selv og hinanden til at blive bedre hver dag. Det hele menneske er vigtigt og i relation til ovenstående bliver det også essentielt for mig at skabe et trygt miljø, hvor vi tør at sætte os selv på spil, hvilket er afgørende for at fremme den individuelles og holdets udvikling – både som atleter og mennesker.

Derudover bliver Ricky Jensen ny assistenttræner for U16 liga holdet.

Med Ibens ansættelse som U16 chef var det oplagt at spørge Ricky om han ville være assistenttræner. Ricky og Iben kender hinanden fra deres fortrinlige samarbejde omkring den tidligere U14-årgang. Derudover har Ricky gennem sit nuværende virke som cheftræner for U14 liga 1 holdet i Kolding IF, et unikt kendskab til årgang 2010 som bliver en del af den kommende U16-årgang. Klubben er derfor glade for at Ricky vil forlænge aftalen med Kolding IF og dermed sikre det vi ser som et optimalt setup omkring det kommende U16 Liga-hold.

Ricky glæder sig over at samarbejde med Iben igen, og ser frem til en spændende sæson:
– Jeg ser frem til at blive en del af det kommende trænerteam for U16 truppen. Jeg glæder mig til igen at arbejde sammen med Iben, og jeg er glad for, at Iben og klubben har set mig som en del at dette setup. Samtidig ser jeg frem til at være en del af vores kommende U16 trup, hvor jeg kender spillerne. Jeg er sikker på, at vi med deres indstilling til udvikling og deres høje niveau kigger ind i en spændende sæson.