STÆRK OFFENSIV SPILLER SKIFTER TIL KOLDING IF

Med stor hjælp fra Jens Haugaard og Haugaard Management, kan vi nu med stor glæde og stolthed præsentere endnu en stærk angriber til Kolding IF.

24-årige Momodou ”Mudu” Sarr er fra Finland og har også rødder i Gambia.
Han har flere u-landskampe i bæltet, masser af kampe i den bedste finske række, han kan dække alle de offensive positioner og skifter til Kolding IF med omgående virkning, hvor han er blevet udstyret med en lang 3-årig kontrakt, indtil sommeren 2027.

Mudu er en spiller med det rette Kolding-DNA, ifølge Fodboldchef, Niklas Nürnberg:
⁠- Mudu er en spiller med Kolding IF-DNA. Han er en meget atletisk spiller der både er stærk, hurtig og også meget bevægelig. Det, kombineret med en høj løbekapacitet og arbejdsradius, så har han enormt gode forudsætninger for at kunne bidrage til en spillestil med fokus på presspil og et fysisk udtryk, siger Niklas og fortsætter om den alsidighed Mudu indeholder:

– Netop det, at han er så atletisk og har mange facetter i sit spil gør, at han også vil være en meget alsidig spiller for os, der ligesom flere af de andre vi har, kan spille næsten alle offensive positioner for os, og det giver os en stor fleksibilitet i vores spil, som vi helt sikkert får stor gavn af, slutter Nürnberg af om vores seneste tilføjelse.

Mudu ser Kolding IF som det helt rigtige skridt i sin karriere:
– Jeg føler mig rigtig godt tilpas med mit skifte til Kolding IF, og det er et meget stort skridt i min karriere, og jeg vil gerne kunne hjælpe holdet, som har store ambitioner og planer. Der er mange grunde til, at jeg valgte Kolding IF. Blandt andet havde jeg en god samtale klubben, og Kolding IF passer godt til min idé om fodbold og kultur. Jeg ser det også som det rigtige næste skridt som fodboldspiller, siger en tydeligt glad Sarr, som taler videre om sin første dag i klubben:

– Min første dag i klubben var virkelig god. Vi har haft en god træning, hvor det var dejligt at møde spillerne og staben, og jeg fik også set lidt af byen Kolding.
Jeg glæder mig helt vildt til at vinde en masse kampe i en ny liga for mig, jeg ser frem til at have en god forbindelse med folk omkring klubben og jeg glæder mig til at lære klubben og folkene bedre at kende, og så vil jeg selvfølgelig gerne have, at folk lærer mig at kende, slutter Mudu af.

Der skal lyde en kæmpestor tak til Jens Haugaard og Haugaard Management for at gøre det muligt at hente Mudu Sarr til Kolding IF.
Haugaard Management bliver dermed også personlig sponsor for Sarr

Mudu har allerede haft sin første arbejdsdag og er kan dermed allerede få sin debut i morgen, når vi møder FC Fredericia på Autocentralen Park.