STORT TRÆNERTALENT UDVIDER STABEN OMKRING NORDICBET LIGA TRUPPEN

28-årige Jacob Dehn, som mange nok kender fra sin tid som spiller i Superligaen, har netop sat sin underskrift på en kontrakt som gør ham til assistent- og transitionstræner i Kolding IF.

– ⁠Jacob har det miks vi søgte i en assistenttræner. Han har både den praktiske erfaring som tidligere professionel spiller, og assistenttræner i de seneste sæsoner, som giver ham en god ballast til klare træneropgaverne ude på banen, derudover så tænker og arbejder han struktureret, hvilket giver ham forudsætningerne for bl.a. også at kunne løse opgaverne med at gøre samarbejdet mellem førstehold og akademi endnu skarpere og sørge for, at vi bliver endnu bedre til at tage hånd om de unge drenge og deres udvikling, siger fodboldchef, Niklas Nürnberg.

Dehn har mange flotte meritter som spiller, men valgte at indstille karrieren indenfor stregerne som blot 25-årig, fordi trænergerningen trak og var det rigtige for ham, hvilket var en beslutning som Niklas Nürnberg virkelig har lagt mærke til:

– ⁠Jacob tog en moden beslutning for tre år siden om at stoppe spillerkarrieren for at dedikere sig helhjertet til trænergerningen. Den målrettethed og refleksion der ligger bag sådan en beslutning, passer virkelig godt ind i vores miljø og måde at være på, hvor man hver dag kommer for at give alt det man kan til klubben og til spillertruppen, hvor jeg samtidig tror at vi kan give Jacob en masse igen den anden vej og også udvikle et stort trænertalent, slutter Niklas Nürnberg af.

Hovedpersonen selv, Jacob Dehn, har fulgt klubben i flere år og er topmotiveret:

– Jeg er virkelig glad og stolt over, at jeg nu bliver en del af Kolding IF. En klub, som jeg selvfølgelig har fulgt gennem årene og som er enormt ambitiøse og afklaret med det de gerne vil. Derudover har jeg fået et rigtig godt indtryk af folkene i klubben og alt det lagt sammen, er jeg ikke i tvivl om, at det er det rigtige skridt for mig. Jeg er topmotiveret for at træde ind i et stærkt team og ser frem til at komme i gang med at arbejde med spillerne, siger Jacob Dehn om sit nye job i Kolding IF

Jacob Dehn er i skrivende stund ved at færdiggøre sin A-licens, bl.a. sammen med Simon Fink og vores kommende U17 træner, Arun Rajkumar, og dermed har Jacob sin første arbejdsdag, på mandag d. 8. juli.