SUCCESSEN KLØVERMARKEN FORTSÆTTER MED AT VOKSE

Forårssæsonen er netop overstået for Kolding IFs yngste spillere, og selvom de måske er små, så har de et kæmpe fodbold hjerte. 

Hver søndag kl. 09:00 er de mødt op til træning med deres forældre, hvor specielt de dygtige U19 piger fra Kolding IFs pigeakademi har været gode til at træne børnene.

Hver træning har haft sit eget tema, hvor de blandt andet har været “under vandet” og driblet som søstjerner og hajer,  og været på “rum rejse” og skudt efter rumvæsner. 

Efter sidste træning blev der sluttet af med pølser og hjemmebagte kager på stadion, hvor “Ørnen Totte” kom forbi og delte high five ud til børnene, og ønskede alle en god sommer.

Børneudviklingstræner Simon Olsen siger:
– “Vi oplever stor tilvækst af medlemmer, og alene det sidste halve år er der kommet over  30 nye børn til, som bruger 1 time hver søndag med deres forældre, og vi har været oppe omkring 90 medlemmer.
I Kolding IF er det vigtig at børnefodbold er for børn, og derfor foregår alle vores øvelser igennem leg, hvor både barn og forælder deltager, og vi kan se hvor meget børnene elsker, når deres forældre spiller/leger med dem. Netop dét at forældrene er med på at deltage, er alt afgørende for at det er blevet en stor succes. Så tusinde tak til alle de fantastiske forældre.”

Kløvermarken er Kolding IFs tilbud til de 2-4 årige.

De træner 1 time hver søndag, hvor der er øvelser/ lege med og uden bold. 

Formålet med træningen er at udvikle bevægelsesglæde og de tre primære sanser hos børnene, som er med til understøtte deres selvværd, selvtillid og bevægelsesapparat, som de vil få brug for, ikke bare som fodboldspillere men også som mennesker. Så træningen egner sig for alle børn, og ikke kun dem der vil spille fodbold.

Næste sæson vil Kløvermarken være for årgang 2020, 2021 og 2022. Og første træning er søndag d. 18 august kl. 09:00 på 5 mandsbanen ved bane 1 (kunstbanen ved stadion).